Spændende tilgang til akademiet: Alexander drømmer om førsteholdet

Alexander Holmquist Larsen skifter til vores akademi, og det er en spændende spiller, der starter op efter sommerpausen.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Sønderjyske Fodbold har skrevet kontrakt med Alexander Holmquist Larsen, som pr. 1. juli 2026 skifter fra B93 til Sønderjyske Fodbold.

Efter sommerferien starter han op på vores U19-hold.

Akademichef Jonas Hansen glæder sig over tilgangen af den unge midtbanespiller.

Han beskriver Alexander som en moderne 6’er med stærke kompetencer i spillet med bolden.

– Han har en god evne til både at sætte spillet op og drive bolden forbi modstandere, hvilket giver ham en spændende profil på midtbanen, lyder det fra Jonas Hansen.

Han peger desuden på, at Alexander Holmquist Larsen passer godt ind i den lyseblå kultur.

– Alexander er en dreng med gode værdier, som matcher Sønderjyske Fodbold rigtig godt, både på og uden for banen.

– Vi ser frem til at arbejde videre med Alexander og hjælpe ham med at udvikle det store potentiale, han besidder.

Klar til nye udfordringer i Haderslev

For Alexander Holmquist Larsen har skiftet til Sønderjyske Fodbold været en stor beslutning.

Han fortæller, at det har været en svær beslutning at flytte fra København til Haderslev, men at han nu ser frem til skiftet og til at møde resten af truppen.

Beslutningen om at vælge Sønderjyske blev blandt andet truffet på baggrund af de besøg, han har haft.

– Jeg har besøgt Sønderjyske Fodbold to gange nu, og jeg har fået et rigtig godt indtryk og følt mig meget velkommen, lyder det fra den nye U19-spiller.

Samtidig peger han på, at klubben giver ham mulighed for at spille på et højere niveau, end han er vant til, og at alt, hvad han har brug for i forhold til at udvikle sig, står til rådighed.

– Jeg har fået et virkelig godt indtryk af de mennesker, jeg har mødt, og de faciliteter, jeg har set. Alt virker meget professionelt.

Med opholdet i Sønderjyske Fodbold har Alexander klare ambitioner.

– Først og fremmest vil jeg gerne udvikle mig fodboldmæssigt med målet om at komme med i førsteholdstruppen.

Foto: William H. Larsen

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.