Sønderjyske Fodbold sender 164.041 kr. til Kræftens Bekæmpelse

Sønderjyske Fodbolds kræft-kampagne ved den seneste hjemmekamp har samlet 164.041 kroner, der doneres til Kræftens Bekæmpelses store landsindsamling.

Vi er sammen i kampen mod kræft, og Sønderjyske Fodbold har sammen med mange gode, lyseblå støtter samlet et stort beløb ind til Kræftens Bekæmpelse.

I forbindelse med den seneste hjemmekamp satte vi stort fokus på sagen, hvor spillere, ansatte og fans blev involveret og aktiveret.

Nu kan vi gøre status for indsamlingen, og med de forskellige initiativer har vi i alt sammen 164.041 kroner til det gode formål.

Beløbet kommer blandt andet fra:

Donation fra SJF: 70.580 kr.
Trøjeauktion: 49.738 kr.
Indsamling: 12.273 kr.
Halstørklæder: 8.500 kr.
Tryk på trøjen: 6.950 kr.
Tipsdysten: 16.000 kr.

I Sønderjyske Fodbold udtrykker direktør Markus K. Hansen glæde over indsamlingen.

– Vi er stolte af at kunne sende et stort beløb videre til det gode formål, men vi er først og fremmest glade for, at vi som en højeksponeret Superliga-klub har kunnet hjælpe med at sprede budskabet om en sag, der berører os alle.

– Vi er sammen i kampen mod kræft, og vi har også åbent og ærligt fortalt om, hvordan det desværre berører mange i vores klub. Det hjælper os og andre, når vi åbent kan tale om så alvorlige emner, og jeg føler, at vores stærke sammenhold i og omkring Sønderjyske Fodbold kun er blevet endnu stærkere efter denne kampagne, siger Markus K. Hansen.

Sønderjyske Fodbold takker Kræftens Bekæmpelse og SPORT 24 for et godt samarbejde omkring kampagnen.

Superliga-holdet vil også i resten af sæsonen have Kræftens Bekæmpelses logo bag på trøjen.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.