Det blev til en fortjent sejr på 2-1, da vi fredag vandt over svenske Landskrona BoIS i opstartens første træningskamp.
Sønderjyske Fodbold fik en stærk resultatmæssig start på opstarten, da svenske Landskrona BoIS blev besejret med 2-1 på Haderslev Atletikstadion.
Fra kampens start blev der gået til den fra begge mandskaber, og der kom hurtigt en stor intensitet, selvom der var tale om en træningskamp.
Kampens første store chance tilfaldt en Landskrona-spiller, som kom fri til skud, men han sparkede forbi målet. Få minutter senere fik vi i stedet en endnu større chance, da Mads Agger tog nogle træk ind i banen, hvorefter han fandt José Gallegos, som ramte bolden fornemt. Desværre ramte bolden både overliggeren og stolpen, mens returen blev sparket over af Tinus Olesen.
Vi havde generelt mest spil i kampens første halve time, men alligevel kom gæsterne i front, da de formåede at lave nogle gode afleveringer centralt i banen. Det gav en friløber, som sikkert blev udnyttet.
Svenskernes scoring slog os på ingen måde ud af kurs, og få minutter senere bragede Emil Frederiksen bolden på undersiden af overliggeren, og bolden røg uheldigvis tilbage i spil. Igen fik vi en stor chance på returen, men denne gang hev Landskrona-keeperen en flot redning frem.
Kort inden pausen ramte vi træværket for tredje gang i første halvleg. Det var igen Emil Frederiksen, som ramte overliggeren, og få sekunder senere tog han revanche. Han modtog bolden et stykke uden for feltet, hvorefter han skruede bolden op i hjørnet.
Stillignen var derfor 1-1 ved pausen efter en chancerig første halvleg.
Der blev skiftet massivt ud til anden halvlegs begyndelse, hvor vi hurtigt kom frem til et par gode chancer, som ikke blev udnyttet.
Generelt var der ikke helt det samme antal chancer i anden halvleg, hvor bolden i mindre grad grad var i felterne.
Alligevel var vi fortsat det mest dominerende mandskab, og der kan derfor ikke indvendes noget imod, at Mikkel Hyllegaard få minutter før tid afgjorde kampen med en scoring tæt under mål. Målet kom i stand via et godt indlæg, som Mikkel Ladefoged fik headet ned til Hyllegaard.
Næste træningskamp bliver spillet på næste lørdag, hvor Silkeborg IF venter i Tønder.
Holdet i første halvleg:
Flø – Jørgensen, Hadzic, Thorsen, Barkarson – Maass, Kløve, Gallegos, Olesen, Agger (30/Frederiksen), Andreasen.
Holdet i anden halvleg:
Rasmussen – Schouten, Vinderslev, Soulas, Barkarson (68/Hansen) – Kristensen, Bergholt, Ladefoged, Christiansen, Frederiksen – Berggreen (68/Hyllegaard).