Sønderjyske Fodbold og DULO indgår samarbejde med fokus på bæredygtighed.
Sønderjyske Fodbold kan med glæde byde velkommen til virksomheden DULO som ny samarbejdspartner i klubbens lyseblå erhvervsnetværk.
DULO bliver en del af Sønderjyske Fodbolds erhvervsklub, hvor stærke relationer, udvikling og fællesskab er i centrum. Samarbejdet udspringer blandt andet af en fælles ambition om at tænke mere bæredygtigt – både i erhvervslivet og i sporten.
Hos Sønderjyske Fodbold arbejder man løbende på at udvikle klubben både på og uden for banen, og her passer DULO’s fokus på bæredygtig IT og cirkulære løsninger naturligt ind.
– Vi er rigtig glade for, at DULO kan se værdien i vores stærke erhvervsnetværk og ønsker at blive en del af det fællesskab, vi har opbygget omkring Sønderjyske Fodbold. Samtidig deler vi mange af de samme tanker omkring bæredygtighed og grønne initiativer – blandt andet i forhold til håndtering og bortskaffelse af IT-udstyr. Vi ser meget frem til et godt og værdiskabende samarbejde, siger salgsansvarlig i Sønderjyske Fodbold, Jesper Danielsen.
Hos DULO ser man også samarbejdet som et stærkt match.
– Sønderjyske Fodbold er en klub i konstant udvikling, og vi er stolte af at kunne bidrage til rejsen mod en mere bæredygtig fremtid. For os handler bæredygtighed ikke kun om grønne visioner, men om konkrete handlinger og smartere brug af teknologi. Derfor giver samarbejdet rigtig god mening for os.
– Det er ikke kun græsset på banen, der skal være grønt – det skal elektronikken på gangene også. Vi glæder os til samarbejdet og til sammen at skabe værdi for både miljøet, erhvervslivet og sporten, siger Head of Commercial hos DULO, Rasmus Christiansen.





