Sønderjyske Fodbold har skrevet en toårig kontrakt med offensivspilleren Sebastian Koch, der er hentet i Lyngby Boldklub.
Den sønderjyske offensiv bliver nu styrket yderligere med tilgangen af Sebastian Koch.
Den 26-årige offensivspiller har underskrevet en toårig kontrakt med Sønderjyske Fodbold – gældende til sommeren 2025.
Sebastian Koch skiftede for halvandet år siden til Lyngby Boldklub fra Nykøbing FC, hvor han gennem flere sæsoner har været en markant profil med mange mål i støvlerne.
Sportsdirektør Esben Hansen glæder sig over tilgangen af Sebastian Koch.
– Med Sebastian Koch får vi endnu en god tilføjelse til vores i forvejen stærke offensiv. Han er en kantspiller, der kan udfordre med sin fart og fysik, og han har tidligere vist, at han er en meget målfarlig herre.
– Han gjorde det fremragende, da han senest var i NordicBet Ligaen, hvor han også lavede et flot skifte til Lyngby Boldklub, men efter et år med begrænset spilletid i 3F Superligaen er han nu sulten efter at vise sig godt frem i Sønderjyske Fodbold. Vi ser frem til, at han skal udvikle sig yderligere i vores stærke setup, og vi glæder os til at se ham i den lyseblå trøje, siger Esben Hansen.
Sebastian Koch har første træningsdag med sine nye holdkammerater i dag.