Sønderjyske Fodbold henter Matti Olsen i Hvidovre IF

Sønderjyske Fodbold henter den 29-årige midtstopper Matti Olsen i Hvidovre IF på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2026.

Sønderjyske Fodbold styrker det centrale forsvar med tilgangen af Matti Olsen.

Den 29-årige midtstopper er blevet købt fri af sin kontrakt med Hvidovre IF og har underskrevet en aftale med Sønderjyske Fodbold, der løber frem til sommeren 2026.

Matti Olsen har fået sin fodboldopdragelse i AB og skiftede i sommeren 2019 til Hvidovre IF, hvor det siden er blevet til hele 188 førsteholdskampe for NordicBet Liga-holdet.

Nu går turen videre til Sønderjylland og Sønderjyske Fodbold, hvor sportschef Casper Daather glæder sig over tilgangen af den rutinerede midtstopper.

– Det er ingen hemmelighed, at vi i dette transfervindue har søgt efter en central forsvarsspiller, og vi er meget tilfredse med, at vi nu har lavet en aftale med Matti Olsen.

– Vi har naturligvis et stort kendskab til Matti Olsen, der har været en af profilerne på et stærkt Hvidovre-hold de seneste sæsoner, og vi har selv flere gange spillet imod ham, da vi var i NordicBet Ligaen. Det er en stærk og meget stabil forsvarsspiller, som også kommer med frisk erfaring fra 3F Superligaen. Nu får han nogle gode dage sammen med sine nye holdkammerater på træningslejren i Spanien, og så glæder vi os ellers til at se ham i aktion i den lyseblå trøje på Sydbank Park, siger Casper Daather.

Matti Olsen glæder sig over skiftet til Sønderjyske Fodbold og ser frem til at trække i lyseblåt.

– Jeg er meget glad for at have skrevet kontrakt med Sønderjyske Fodbold. Det er en klub, jeg kender godt, og som jeg har stor respekt for, og jeg ser frem til at blive en del af holdet.

– Jeg kommer til en klub med nogle meget professionelle rammer, og der er en klar mission for foråret, hvor vi sammen skal ud at sikre overlevelse i 3F Superligaen, og det vil jeg meget gerne bidrage til.

– Nu ser jeg frem til at lære holdet og mine nye holdkammerater bedre at kende i de kommende dage og uger, og så glæder jeg mig allerede, til det går løs på Sydbank Park, siger Matti Olsen.

Matti Olsen får trøje nummer 2 i Sønderjyske Fodbold.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.