U19-spilleren Sebastian Escobar Jensen fra FC Roskilde skifter til Sønderjyske Fodbold på en kontrakt frem til sommeren 2024.
U19-ligaholdet i Sønderjyske Fodbold forstærker sig i offensiven med tilgangen af 17-årige Sebastian Escobar Jensen.
FC Roskilde-angriberen, der har været flittigt scorende i U19-divisionen, har underskrevet en kontrakt med Sønderjyske Fodbold, der løber frem til sommeren 2024.
Akademichef Thomas Vilstrup glæder sig over, at den eftertragtede angriber har valgt at skifte til Sønderjyske Fodbold.
– Vi er meget tilfredse med, at Sebastian Escobar Jensen tror så meget på vores projekt og akademi, at han har valgt og vurderet, at Sønderjyske Fodbold er det rigtige sted at tage de næste skridt i sin fodboldudvikling. Vi har en fælles tro på, at han vil udvikle sig godt i vores stærke miljø, og vi tror på, at han i sine U19-år vil kunne sætte sit præg på vores offensiv.
– Han er en angriber, der har lavet mange mål og assists for Roskilde. Han kender bestemt vejen til mål, og han er en god afslutter. Han er en kreativ og teknisk stærk spiller, der har et godt blik for spillet og er god til at sætte sine medspillere op, siger Thomas Vilstrup.
Sebastian Escobar Jensen ser meget frem til at starte op hos Sønderjyske Fodbold, og han tror på, at klubben er det rigtige skridt for ham.
– Jeg er glad og stolt over at have skrevet kontrakt med Sønderjyske Fodbold. Jeg tror på klubbens potentiale, og jeg har hørt en masse godt om akademiet, og derfor var det en let beslutning for mig at træffe. Nu glæder jeg mig bare helt vildt til at starte op og give den fuld gas på træningsbanen og i kamp, siger Sebastian Escobar Jensen.
Angriberen har i efteråret scoret 13 mål i 15 kampe for FC Roskilde i U19-divisionen.