Sønderjyske Fodbold går i kamp for danske veteraner

I et tæt samarbejde med DIF Soldaterprojekt fra Danmarks Idrætsforbund og Haderslev Kommune arrangerer Sønderjyske Fodbold hyldestkamp for danske krigsveteraner. Det sker når, Veteran Match 2023 afvikles over hele landet i september måned. I Sønderjyske Fodbold markeres det fredag den 15. september mod AaB.

Med afsæt i Flagdagen d. 5. september går toppen af dansk fodbold, ishockey og håndbold sammen om at sætte fokus på Danmarks soldaterveteraner.

Det sker, når Veteran Match afvikles over hele landet for at hylde, anerkende og støtte de mennesker, der har sat deres liv på spil for at kæmpe for Danmark i verdens brændpunkter.

Denne anerkendelse markeres via såkaldte hyldestkampe, hvor veteranerne hyldes og anerkendes på sportens arenaer i forbindelse med ligakampe i fodbold, håndbold og ishockey.

Vi i Sønderjyske Fodbold er sammen med Haderslev Kommune med i initiativet og dedikerer hjemmekampen mod AaB den 15. september til at ære danske krigsveteraner. En del af de danske veteraner er vendt hjem fra hårde missioner i krigszoner med ar på krop og sjæl, andre kom aldrig hjem, og fælles for alle udsendte er, at de har sat livet på spil for en større sag.

Disse mennesker fortjener anerkendelse for deres indsats, og det gør vi med flag, klapsalver, stadionspeak specialdesignede spillertrøjer og en række yderligere synlige tiltag på stadion.

– I Sønderjyske Fodbold er det helt naturligt at være med til at ære veteranerne og deres nærmeste. I Haderslev Kommune er der masser af arbejdspladser tilknyttet Forsvaret, og vi har i forvejen et stærkt samarbejde med eksempelvis kasernen, og vi har flere militære anlæg kun et godt udspark herfra. Vi håber, at mange vil møde op til kampen og være med til at ære og anerkende veteranerne i forbindelse med vores kamp mod AaB, siger direktør i Sønderjyske Fodbold, Markus Kristoffer Hansen.

I forbindelse med hyldestkampen vil der desuden blive rejst penge fra salg af kampspillertrøjer med Veteran Match-logo. Salgene vil foregå via auktion, og overskuddet går direkte til foreningsaktiviteter under Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt, der arbejder for idrætstilbud til skadede veteraner ude i foreningslivet.

– Veteranerne har sat deres liv på spil for, at alle vi andre kan leve i tryghed. Det at være udsendt til militære konflikter kan have store personlige omkostninger for den enkelte og dennes familie, og derfor skal vi som minimum vise vores respekt og anerkendelse for den indsats, de har lavet. Sporten udgør en unik platform for netop det, og derfor er det fantastisk, at vi i år har historisk mange klubber med til at hylde Danmarks soldaterveteraner. Det fortjener de, siger Frans Hammer, næstformand i DIF og medlem af styregruppen bag Veteran Match.

Er du veteran og interesseret i at være en del af Veteran Match 2023, kan du bestille en gratis billet til hyldestkampen på Sydbank Park via dette link: https://www.dif.dk/samfundsansvar/veteran-match

For mere info om Veteran Match 2023 klik ind på veteranmatch.dk.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.