Sønderjysk sejr i chancehav i Silkeborg

Der var chancer nok til nogle flere mål, men tre mål var nok til at sikre en sønderjysk sejr søndag eftermiddag i Silkeborg, hvor Vendsyssel FF blev besejret med 3-2.

Tre point og et hop til tabellens tredjeplads.

Vi fik fuld valuta på søndagens udflugt til Silkeborg, hvor Vendsyssel FF inviterede til NordicBet Liga-bold, efter deres hjemmebane tidligere op ugen blev dækket med sne.

Det endte med en sønderjysk 3-2-sejr i kamp, hvor vi havde chancer til at score en håndfuld flere mål.

Vi satte os på kampen fra start, og efter Orri Oskarsson havde testet hjemmeholdet et par gange, kom vi foran efter et kvarter ved Lukas Björklund. Emil Frederiksen sendte et hjørnespark ind i feltet, Marc Dal Hende forlængede, og inde i det lille felt stod svenskeren klar til at sparke bolden det sidste stykke over stregen.

Føringen blev fordoblet efter en halv time. Denne gang efter et fremragende, gennemspillet angreb. Bolden endte hos Jonas Thorsen i højresiden, der lagde bolden ind til Søren Andreasen, der sparkede bolden sikkert i mål. Det var Andreasens anden ligascoring i træk, efter han også scorede senest i Hvidovre.

Kort inden pausen var Mads Albæk tæt på at gøre det til 3-0 efter et listigt langskud, men bolden blev reddet ved stolperoden, og vi gik til pause med en 2-0-føring.

Vi fortsatte de gode takter i starten af anden halvleg. Orri Oskarsson og Emil Frederiksen havde begge store chancer i halvlegens begyndelse. Det var tættest på 3-0, da Oskarsson efter en times spil afsluttede på stolpen.

I stedet bragte Vendsyssel FF spænding ind i opgøret i slutfasen. Topscorer Wessam Abou Ali reducerede til 1-2 med 20 minutter igen, efter værterne havde presset os i en periode.

Emil Frederiksen var tæt på at bringe os på 3-1 kort efter, men fem minutter senere – ti minutter før tid – blev der begået straffespark på Frederiksen, og dét sparkede han sikkert ind.

To minutter inde i overtiden fik Vendsyssel FF reduceret til 2-3 ved Lasse Steffensen, men vi fik forsvaret os godt i de sidste minutter af ekstratiden og kunne køre 3-2-sejren hjem.

Med sejren og de tre point stryger vi op på tredjepladsen i NordicBet Ligaen. Jagten på de øverste pladser fortsætter.

Tak for opbakningen til de over 100 lyseblå fans, der gjorde JYSK Park til vores hjemmebane.

Se målene fra kampen her:

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.