Sønderjysk mål-bonanza mod FC Fredericia

De to offensive legekammerater, Peter Christiansen og Emil Frederiksen, blev begge dobbelt målscorer, da vi hev en 4-0-sejr over FC Fredericia i årets første hjemmekamp.

Sikke en skøn fredag aften det blev, da vi endelig var samlet om fodbolden i Sønderjylland igen.

Det endte med en skøn 4-0-sejr over FC Fredericia, og vi fik dermed tre vigtige point til NordicBet Liga-tabellen.

Der var knap nok fløjtet op på Sydbank Park, før end Peter Christiansen lagde grundstenene til sejren med en lynkasse efter kun 44 sekunders spil. Et hårdt drøn fra kanten af feltet satte os i gang og smagte af mere.

De gode sønderjyske tilbud stod i kø, da først Mads Albæk fik et forsøg pareret til hjørne, og en håndfuld minutter senere fik Søren Andreasen blokeret i skudforsøget. Til gengæld blev det vores anden kant, Emil Frederiksen, der kunne notere sig 2-0-målet, da han satte panden på Barkarsons indlæg i Fredericia-feltet.

Efter en sjælden Fredericia-chance var der tætte forsøg fra både Søren Andreasen og Sefer Emini, men gæsterne slap med skrækken.

Kort inde i 2. halvleg fik FC Fredericia trods alt bolden i nettet, men der blev hurtigt vinket for offside uden de store protester.

Vi skulle helt frem til det 64. minut, før der igen blev tændt op under de 2.467 tilskuere på et råkoldt Sydbank Park, da Emil Frederiksen gjorde det til 3-0 efter en smuk aflevering fra vores lejespiller Orri Óskarsson.

Peter Christiansen rundede seancen af i det 68. minut da han med en følt inderside udplacerede Fredericia for fjerde gang denne aften. Guffidæmme!

Fire mål og endnu et clean sheet gav tre uhørt vigtige point i en tæt NordicBet Liga om de vigtige billetter til næste års 3F Superliga.

Næste kamp er lørdag den 4. marts kl. 13.00 på udebane mod Hvidovre.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder