Søndag tager vi afsked med Mads Hansen på Sydbank Park

Søndag tager vi pænt afsked med sønderjyden Mads Hansen, der har kontraktudløb i Sønderjyske Fodbold denne sommer.

Når vi søndag den 2. juni spiller sæsonens sidste kamp på Sydbank Park, skal vi også tage pænt afsked med sønderjyden Mads Hansen.

Den 23-årige midtbanespiller har fået sin fodboldopdragelse i Haderslev Fodboldklub, og her viste han sig så godt frem, at han i 2019 underskrev en femårig kontrakt med Sønderjyske Fodbold, der nu står til at udløbe.

Mads Hansen har tidligere været udlejet til Kolding IF og har i dette forår været udlejet til Middelfart Boldklub i 2. division.

– Selv om Mads Hansen ikke har været en del af vores dagligdag det seneste halve år, skal han naturligvis hyldes på behørig vis, når vi søndag tager afsked med de spillere, der har kontraktudløb.

– Mads Hansen udviklede sig godt på vores akademi, og talentet var så stort, at han flere gange var inde omkring ungdomslandsholdene, og han blev tidligt og fortjent belønnet med en lang kontrakt. Desværre har nogle skader undervejs spændt ben for hans udvikling, og det handler nu for ham om at komme hen et sted, hvor han kan få mere spilletid, end der er udsigt til her i Sønderjyske Fodbold.

– Vi takker ham for tiden i klubben og ønsker ham alt det bedste fremover, og han er naturligvis altid velkommen på Sydbank Park, siger sportschef Casper Daather.

Mads Hansen takker for tiden i lyseblåt.

– Jeg vil gerne sige tak til alle de fantastiske mennesker, der har været en del af min rejse de seneste 18 år, først i moderklubben HFK og senere Sønderjyske Fodbold. Som Haderslev-knægt har det været en drengedrøm at trække den lyseblå trøje over hovedet, men for mig er tiden nu rigtig til at prøve noget nyt. Klubben vil altid have en speciel plads i mit hjerte, siger Mads Hansen.

Sønderjyden blev – i denne omgang – noteret for 22 kampe for Sønderjyske Fodbold.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder