På lørdag venter årets første træningsdag for spillerne og den nye cheftræner Thomas Nørgaard. Årets første træningskamp mod AGF er rykket frem til fredag den 13. januar.
Så er 2023 langsomt ved at komme i gang, og fra på lørdag er der fuld aktivitet i Sønderjyske Fodbold, når spillerne og den nye cheftræner Thomas Nørgaard møder ind til årets første træning.
Thomas Nørgaard nåede kort at hilse på spillerne, inden de gik på juleferie den 16. december, men fra på lørdag går det løs sådan for alvor, når de første skridt frem mod forårspremieren den 19. februar skal tages.
Som altid står årets første træningsdag i testens tegn, og spillerne, der naturligvis har holdt sig godt i gang med individuelle træningsprogrammer, møder blandt andet ind til den berygtede biptest, der afslører, hvordan det står til med formen.
I løbet af januar er der fastlagt tre træningskampe mod AGF, Hobro IK og Randers FC, og vi skal lige bemærke, at den første kamp mod AGF er flyttet en dag frem, så den spilles fredag den 13. januar på Fredensvang i Aarhus.
Vi glæder os til at komme i gang og ser med spænding og optimisme frem mod forårssæsonen.
Du kan løbende følge vores træningstider her. Bortset fra lørdagens biptest er der åbent til alle træninger, hvor interesserede er velkomne til at kigge forbi.
Programmet for januar:
7/1: Årets første træning
13/1 12.30 AGF – Sønderjyske (træningskamp)
20/1 13.00 Hobro IK – Sønderjyske (træningskamp)
27/1 12.30 Randers FC – Sønderjyske (træningskamp)