Sent nederlag til FCK i Future Cup

Præstationen og indstillingen fejlede bestemt ikke noget, men det endte med et sent 0-1-nederlag til FC København i årets sidste kamp.

Mens NordicBet Ligaen blev sendt i vinterhi for tre uger siden, var det onsdag eftermiddag tid til den sidste dyst i Future Cup.

Udekampen mod FC København, der stillede med sit U19-hold, blev spillet på kunstgræsset på Vanløse Idrætspark, hvor sneen truede med at blive en forhindring, men det endte med at blive spillet under fornuftige forhold.

Det blev en jævnbyrdig kamp med en god intensitet, men i sidste ende blev pointene i København, da FC København sikrede sig sejren med en scoring kort før tid.

Selv om vi skulle vente længe på mål, var det ikke, fordi der manglede chancer i kampen. Mikkel Ladefoged var tæt på efter ti minutter, da han steg til vejrs på Atli Barkarsons gode hjørnespark, men forsøget gik lige over mål.

Kort før pausen var Barkarson selv tæt på at score, da han huggede til læderet fra 20 meter, men FCK’s målmand fik reddet det gode forsøg.

I den anden ende blev Magnus Nissen testet et par gange, men kom godt i vejen for københavnernes nærgående forsøg.

I anden halvleg blev vores chancer endnu større. Indskiftede Benjamin Tabrizi-Birkebæk fik muligheden tæt under mål, men forsøget blev desværre blokeret lige foran målstregen.

Et kvarter før tid fik Ladefoged en stor chance, da han erobrede bolden fra hjemmeholdets målmand, men hans lob mod mål gik akkurat forbi den ene stolpe.

I stedet for en sønderjysk scoring gik det FCK’s vej til sidst. Oscar Højlund fik bolden i vores mål med fem minutter tilbage af kampen, og så kunne københavnerne juble over en 1-0-sejr foran et par hundrede tilskuere på Vanløse Idrætspark.

Kampen gav spilletid til ni U19-spillere, der leverede en god præstation sammen med de mere rutinerede spillere fra førsteholdet.

Future Cup-turneringen fortsætter i foråret, hvor der venter endnu tre kampe i udviklingsturneringen.

FAKTA
Kampen i tal
FC København-Sønderjyske 1-0 (0-0)
1-0 Oscar Højlund (85.)
Vores hold: Magnus Nissen – Christoffer Remmer (46. Philip Banda Sørensen), Luka Racic, Nicolai Jacobsen – Sebastian Jessen, Anders Bergholt (70. Simon Maass), Kristoffer Jørgensen (78. Blend Istrefi), Atli Barkarson (60. Abdoul Salam Toure) – Jannick Liburd (46. Benjamin Tabrizi-Birkebæk), Mikkel Ladefoged, Tinus Olesen

Del denne nyhed:

Seneste nyheder