Sammenhold uden grænser: Fed netværkstur til Hamborg

Fodboldnetværket i Sønderjyske Fodbold drog i fredags til topkamp på Volksparkstadion, hvor de så HSV vinde 1-0 over Fortuna Düsseldorf. Også den næste netværkstur går uden for landets grænser.

Sammenholdet er en vigtig del af netværket i Sønderjyske Fodbold, og det blev styrket, da vores spillerbus i fredags blev lastet med gode samarbejdspartnere, der skulle på fodboldtur.

Destinationen var Volksparkstadion i Hamborg, hvor 65 glade og forventningsfulde sponsorer så topkampen mellem Hamburger SV og Fortuna Düsseldorf i 2. Bundesliga. Sportsligt fik de en dramatisk kamp med rødt kort og en afgørende scoring i slutfasen, der gjorde, at HSV strøg til tops i ligaen, så der var fremragende stemning blandt de 57.000 tilskuere på stadion – og i den sønderjyske delegation.

Det var en netværkstur med sammenhold og højt humør, og det var flok glade fodboldfolk, der vendte tilbage til Sønderjylland omkring midnatstid – tids nok til at få en god nats søvn inden lørdagskampen mellem Sønderjyske Fodbold og B.93, som jo heller ikke gjorde humøret dårligere.

Sønderjyske Fodbold takker for en god netværkstur, og vi glæder os allerede til den næste, som også går over landets grænser.

Vores næste netværkstur er lørdag den 28. oktober, hvor vi inviterer til en eksklusiv VIP-tur til Flens-Arena, hvor den tidligere landsholdsspiller Anders Eggert viser os rundt, inden vi skal i loungen og senere se Flensburg-Handewitt i aktion mod ThSV Eisenach. Efter kampen er der Meet & Greet med spillerne – heriblandt flere danske landsholdsspillere.

Vi er sammen om Sønderjyske Fodbold – og vi er sammen om de store oplevelser.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder