U14-drengene hentede god erfaring i stor tysk turnering

U14-drengene fra Sønderjyske Fodbold/HFK er hjemvendt fra det internationale Maisel Cup i Bayreuth.

Endnu engang var vores U14-drenge repræsenteret til Maisel Cup i den over 800 år gamle middelalderby Bayreuth. Stedet er særligt kendt for sine musikalske traditioner, og i jagten på point blev der spillet på alle tangenter.

Årets eventyr startede med et vaskeægte David mod Goliat-opgør. De sønderjyske talenter skulle krydse klinger med Premier League-akademiet Brighton & Hove Albion F.C. Efter en hæsblæsende start på rejsen mod pokalen, måtte begge hold tage til takke med ét point efter en fremragende fodboldkamp.

De blå satte nu jagten ind på årets første sejr i opgøret mod hjemmeholdet fra Bayreuth. Det så længe ud til, at missionen ville lykkes, men i kampens absolut sidste aktion vurderede dommeren, at bolden akkurat havde passeret mållinjen, hvilket udløste vild jubel hos hjemmeholdet.

Det siges, at tredje gang er lykkens gang. Og på trods af en mindre velspillet kamp mod Colombus Crew lykkedes det denne gang at holde føringen hele vejen hjem. Holdet tog den første sejr i opgøret mod amerikanerne, der for første gang deltog i stævnet i den tyske residensby.

Samlet set blev det til 15 point i ni kampe og en positiv målscore på 14-10. Det rakte til en samlet fjerdeplads i den stærkt besatte turnering.

Holdet tog gode oplevelser og værdifuld erfaring med sig hjem, blandt andet fra kampene mod FC Union Berlin, Newcastle United og turneringsvinderne fra FC Nürnberg.

Vores dygtige U14 hold er aktuelt nummer 1 i deres række og samtidig kvalificeret til pokalfinalen, hvor de kan opleves den 11. juni på Grønløkke Stadion i Aarhus mod AaB.

Resultater:
Brighton – 1-1 Sønderjyske/HFK
Bayreuth – 1-1 Sønderjyske/HFK
Columbus Crew – 0-1 Sønderjyske/HFK
FC Nürnberg – 3-1 Sønderjyske/HFK
FC Union Berlin – 2-2 Sønderjyske/HFK
Newcastle United – 1-0 Sønderjyske/HFK
TSV Hartberg – 1-2 Sønderjyske/HFK
Ballerup Skovlunde – 1-4 Sønderjyske/HFK
FC Hertha Zehlendorf Berlin – 0-2 Sønderjyske/HFK

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.