Rekordstimen blev udbygget med en 4-1-sejr på Sydbank Park

Fredag aften blev Næstved Boldklub besejret med 4-1 på Sydbank Park, og vores rekordstime blev dermed udbygget, så den nu lyder på otte sejre i træk.

Det var koldt på Sydbank Park fredag aften, men de knap 2.500 tilskuere på Sydbank Park fik fire sønderjyske scoringer og tre skønne point at lune sig på.

Det endte med 4-1 over Næstved Boldklub, og dermed hentede vi sejr nummer otte i træk.

Sefer Emini gav os en drømmestart på kampen, da han bragte os i front efter tre minutters spil med et godt hug til forreste stolpe fra 16-18 meters afstand.

Vores egen Mikkel Ladefoged, der er udlejet til Næstved Boldklub, udlignede til 1-1 efter kvarter, da han flot drejede et indlæg i kassen.

Kort efter bragte vi os igen foran, da Søren Andreasen var hurtigst over en bold i feltet, efter Peter Christiansen havde fået blokeret sin afslutning.

Efter en stille start på anden halvleg var Søren Andreasen igen på pletten efter en times spil, da han tæt under mål kunne støde Peter Christiansens gode indlæg i kassen.

Ti minutter før tid var der hjemmebanedebut til 16-årige Olti Hyseni, og vores akademispiller afgjorde kampen i det 90. minut, da han flot sendte bolden i mål fra kanten af feltet.

En skøn 4-1-sejr og ind i varmen.

Der venter endnu én kamp i år, og det er lørdag den 2. december, hvor vi tager imod Hillerød Fodbold på Sydbank Park. Her fejrer vi 20 års-fødselsdag, hvor billetterne kun koster 20 kroner.

Hent de billige billetter lige her.

Se vores fire mål mod Næstved her:

Del denne nyhed:

Seneste nyheder