2. runde blev endestation i denne sæson af Oddset Pokalen. Vejle Boldklub vandt 1-0 på Sydbank Park.
I fire sæsoner i træk har vores pokalsæson været lang og ført os et godt stykke ind i foråret.
Pokaltriumf i 2020, pokalfinale i 2021, semifinale i 2022 og kvartfinale i 2023, men denne gang i 2023/2024-sæsonen er vi ude efter 2. runde.
Efter at have besejret AC Horsens i 1. runde blev Vejle Boldklub vores overmænd i 2. runde.
Superligaholdet vandt 1-0 på Sydbank Park på det mål, som Azer Bušuladžić scorede i starten af anden halvleg.
Bortset fra en stor Vejle-chance i indledningen, som debuterende målmand Jonas Dakir tog sig godt af, var der ikke meget at skrive hjem om i kampens første 25 minutter.
Vi begyndte at røre på os efter en halv times tid, hvor Søren Andreasen, Kristall Ingason og Peter Christiansen kom frem til gode muligheder – tættest på var Christiansen med et godt hug mod krydset, men bolden blev desværre reddet.
Kort før pausen var Andreas Oggesen tæt på at bringe os i front med en god afslutning, men bolden sneg sig akkurat forbi stolpen.
Vejle kom bedst ud efter pausen og bragte sig på 1-0 efter 52 minutter. Azer Bušuladžić lå på lur tæt under mål – på kanten af offside, men hverken vinket eller fløjtet, så målet stod ved magt til hjemmeholdets store frustrationer.
Målet gav ny energi til både hjemmeholdets spillere og fans, og der kom et godt tryk på udeholdet i resten af kampen – både spillemæssigt og verbalt.
Vi kom også frem til gode muligheder, der kunne have bragt kampen i forlænget spilletid, men Atli Barkarsons gode skud gik lige forbi mål, Peter Christiansen store tilbud tæt under mål blev reddet, og Emil Berggreens hovedstød i overtiden manglede det rigtige træf.
Det endte 1-0 til Vejle, og dermed siger vi farvel og tak til Oddset Pokalen i denne omgang. Vi vender stærkt tilbage i næste sæson.
2.729 tilskuere var mødt op til denne sene onsdagskamp. Tusinde tak for opbakningen.
Nu er der fuld fokus på NordicBet Ligaen, hvor der nu venter et vaskeægte topopgør mod AaB. Den spilles fredag den 15. september 19.00 på Sydbank Park.
Her skal vi have alle folk på stadion, og du kan købe din billet til kampen lige her.