P. Christensen forlænger og opgraderer sit sponsorat i Sønderjyske Fodbold. Bilforhandleren vil fremover både være på trøjen af førsteholdets spillere og være hovedsponsor på akademiet.
Endnu en trofast sponsor i Sønderjyske Fodbold forlænger og opgraderer sit sponsorat.
P. Christensen har lavet en ny flerårig aftale, hvor bilforhandleren både vil eksponere sig på ryggen af førsteholdets spilletrøjer og samtidig være hovedsponsor for klubbens akademi.
Morten Knudsen, der er marketingdirektør i P. Christensen, ser frem til, at P. Christensen bliver eksponeret yderligere gennem sponsoratet i Sønderjyske Fodbold.
– Vi har stor glæde af sponsoratet i Sønderjyske Fodbold, hvor vi får stor eksponering og samtidig er en del af et stærkt og givende netværk. Som virksomhed får vi god eksponering ved at være en del af en stor og ambitiøs fodboldklub, og på samme tid støtter vi lokalt og bakker op om det fantastiske projekt, som der er omkring klubbens akademi, siger Morten Knudsen.
Direktør i Sønderjyske Fodbold, Markus Kristoffer Hansen, glæder sig over den store opbakning fra P. Christensen.
– Vi er meget glade og taknemlige for, at P. Christensen fortsat bakker op om hele Sønderjyllands fodboldhold, og smilet er naturligvis ekstra stort, når de tilmed har valgt at opgradere sponsoratet. P. Christensen vil virkelig Sønderjyske Fodbold, og det er rart at mærke, at de også har udvist en stor interesse for vores akademi, hvor de nu bliver hovedsponsor. Vi ser frem til et fortsat stærkt samarbejde med P. Christensen og glæder os til de fælles oplevelser, der venter fremover, siger Markus Kristoffer Hansen.