Fredag klokken 12.00 spiller vi vinterens sidste træningskamp, når vi møder Kolding IF på kunstgræsbanen Metropolis Arena ved Kolding Stadion.
Fredag gælder det vinterens femte og sidste træningskamp, når vi møder Kolding IF fra 2. division.
Kampen skulle være spillet i Rødekro, men på grund af frost natten til torsdag er banen blevet for hård at spille på, og kampen er derfor rykket til kunstgræsbanen Metropolis Arena ved Kolding Stadion (Marcus Allé 30, 6000 Kolding).
Cheftræner Thomas Nørgaard sender en særlig tak til de folk i Rødekro, der har forsøgt at gøre græsbanen klar.
– Vi kunne desværre ikke spille i Rødekro, hvor Erik og Peter ellers har gjort en kæmpe indsats for at gøre en græsbane klar til os. Jeg vil gerne personligt invitere dem i Fuglsang Loungen til vores første kamp, så de kan få en god bid mad og en tår øl for den indsats, de har leveret.
– Den frost og hårdhed, der var i banen i formiddags, var der ikke i går eftermiddags, og derfor tør vi ikke tage chancen, og vi må spille på kunstgræsbanen i Kolding, siger Thomas Nørgaard.
Sportsligt bliver det en kamp, hvor spilletiden skal doseres med fornuft, men cheftræneren håber også på en resultatmæssig god afslutning på vinterens træningskampe.
– Det er den sidste test, og det bliver en finjustering af de ting, vi har gået og trænet på. Vi skal have spilletiden doseret rigtigt, så spillerne også kommer med friskhed ind i næste uge, men det bliver også en kamp, hvor vi gerne vil stå med en vinderfølelse, når vi er færdige. Det skal både være et signal til folk omkring os, at vi er klar til at gå i kamp i NordicBet Ligaen, men også til os selv internt, så det bliver et vidnesbyrd om, at den fornemmelse, vi har i hverdagene, også kommer med ind på kampdage, siger Thomas Nørgaard.
Der er kampstart klokken 12.00, og der er fri entré på Metroplis Arena, hvor værterne sælger kaffe, pølser, øl og sodavand.
Vi liveopdaterer på Twitter og her på hjemmesiden, og jv.dk livestreamer til abonnenter.