Hvidovre IF havde sat kurs mod 3F Superligaen, da de tidligt i kampen kom på 1-0, men to sene scoringer gav os en 2-1-sejr i topkampen.
To sene scoringer vendte kampen på hovedet, da vi skærtorsdag gæstede Pro Ventilation Arena i Hvidovre.
Brandvarme Emil Frederiksen og indskiftede José Gallegos scorede målene i slutfasen og sørgede dermed for, at vores oprykningsdrøm er i live – selv om Hvidovre IF fortsat er i førersædet.
Efter en stille start på kampen bragte Frederik Carlsen hjemmeholdet i front, og så steg den i forvejen gode stemning på det udsolgte Pro Ventilation Arena, hvor over 6.000 tilskuere var på plads.
Efter 15-20 minutter kom vi bedre med i kampen, men det endte uden scoringer efter de første 45 minutter.
Anden halvleg startede også forholdsvis stille og roligt, men efter en times spil kom vi tættere og tættere på hjemmeholdets mål.
Vi kom frem til et par gode chancer, og med et kvarter igen var der gevinst, da Emil Frederiksen bragte os i front. Vores topscorer var først over riposten, da en afslutning fra Mikkel Hyllegaard var blevet halvklaret.
To minutter senere var kampen helt vendt på hovedet. Emil Berggreen headede bolden videre til José Gallegos, der smukt sendte den op i krydset.
De sidste ti minutter blev forsvaret godt hjem, mens vi selv lå og lurede på en kontra, der kunne lukke kampen, men 2-1-føringen holdt hele vejen hjem.
Med sejren lægger vi et pres på Hvidovre, der dog blot mangler én sejr i de sidste to kampe for at sikre sig oprykningen.
Vores næste opgave er på udebane mod Næstved Boldklub søndag den 28. maj.
Tak for opbakningen til de knap 100 Sønderjyske Fodbold-fans, der havde turen til Hvidovre.
Se vores mål i videoen herunder: