Sønderjyske Fodbold har foretaget en omorganisering i akademiet for at skabe endnu tydeligere klubrammer med et øget fokus på ensartethed og systematisk talentudvikling.
Akademiet i Sønderjyske Fodbold er inde i en spændende udvikling, hvor der hele tiden bliver investeret i at skabe de bedste rammer for de sønderjyske fodboldtalenter.
Klubbens nye ejere har stort fokus på akademiet, og talentudviklingen har meget høj prioritet, og det bliver vigtigt, at flere af akademiets spillere i fremtiden går hele vejen til førsteholdet.
Akademiet har øget budgettet de seneste år, og det er blandt andet kommet til udtryk i en hurtigt voksende organisation, hvor der i dag er 17 fuldtidsansatte medarbejdere. Med den øgede normering vil der være mulighed for at skabe endnu tydeligere klubrammer med et øget fokus på ensartethed og systematisk talentudvikling.
Prioriteringen betyder, at der vil være en omorganisering på akademiet, hvor en række af de nuværende ansatte efter julepausen vil tilgå nye ledelsesopgaver eller trænerroller.
Det nye setup er med til at bane vejen for, at lokale drenge fra hele Sønderjylland bliver sikret de bedste betingelser i deres fodboldkarrierer.
Stillingerne som akademichef og Head of Coaching bliver lagt sammen til én stilling. Rollen vil blive varetaget af Thomas Vilstrup, som dermed også får det overordnede sportslige ansvar på akademiet.
Thomas Kruse fortsætter i rollen som udviklingschef, der nu gøres til en fuldtidsstilling for at øge ressourcerne i den daglige administrative og strategiske ledelse.
Nuværende U13-træner Rune Blaue ansættes som ny ungdomsudviklingstræner og skal skabe sammenhæng i U13-U14-segmentet. Stillingen opgraderes også fra en halvtids- til en fuldtidsstilling.
Nuværende U17-cheftræner Michael Meyhoff bliver ny transitionstræner og vil have et stort ansvar for akademispillernes individuelle udvikling på de ældste akademiårgange, særligt når spillerne er i førsteholdsregi.
Nuværende transitionstræner, Mathias Rahbek, bliver ny U17-cheftræner, og nuværende Head of Coaching, Nikolaj Hørby Kjeldsen, bliver ny cheftræner for U19-holdet, og de to skal i tæt samarbejde med Steffen Ernemann og de andre specialister på akademiet sikre de ældste spillere optimale udviklingsmuligheder.
Omorganiseringen betyder, at vi må sige farvel til nuværende U19-cheftræner Karsten Andersen. Karsten Andersen har haft mange forskellige roller i vores akademi, og han har haft en stor andel i akademiets udvikling de seneste år. Sønderjyske Fodbold takker ham for en stor indsats på akademiet og ønsker ham alt det bedste fremover.
Ledelse og cheftrænere pr. 1/1-23
Akademichef og Head of Coaching: Thomas Vilstrup
Udviklingschef: Thomas Kruse
Ungdomsudviklingstræner: Rune Blaue
Player and Team Development Coach: Steffen Ernemann
Transitionstræner: Michael Meyhoff
U19-cheftræner: Nikolaj Hørby Kjeldsen
U17-cheftræner: Mathias Rahbek
U15-cheftrænerteam: Kresten Ipsen og Jonas Hansen
U14-cheftræner: Thomas Møller
U13-cheftræner: Tiltræder 1/1-23