Ny sejr og endnu en målfest på Sydbank Park

5.265 tilskuere på Sydbank Park så Sønderjyske Fodbold dominere voldsomt på hjemmebanen mod B.93, hvor det endte med en sønderjysk 4-0-sejr.

Lørdag eftermiddag dannede Sydbank Park atter rammen om en ny god oplevelse for sønderjyderne.

5.265 tilskuere var mødt frem for at bakke Sønderjyske Fodbold op, og de kunne se hjemmeholdet hente en flot og meget sikker 4-0-sejr over B.93.

Det blev en kamp, hvor vi totaldominerede fra start. Straks fra første fløjt sværmede vi om gæsternes felt, og efter ti minutters spil gav det resultat. Gæsternes målmand kunne kun halvklare José Gallegos skud fra feltkanten, og Søren Andreasen sparkede returen op i nettaget.

Fem minutter senere var Andreasen igen på pletten. Peter Christiansen sendte et godt indlæg ind i feltet, som Andreasen kunne sparke ind over stregen, og så havde de mange tilskuere allerede jublet to gange på et kvarter.

Der var chancer til mange flere mål i første halvleg. Skudstatistikken sagde 17-2 ved pausen, og Peter Christiansen havde en af de store, da han kom alene igennem på Tobias Sommers lange fremlægning fra eget felt. Ligatopscoreren har været meget, meget træfsikker i de situationer i denne sæson, men denne gang afsluttede han snert forbi stolpen. Den er der næste gang.

Kort efter var José Gallegos tæt på at øge føringen, da han tog en flot solotur ind i feltet, men afslutningen stod desværre ikke mål med forarbejdet.

Til gengæld var amerikaneren på pletten fem minutter før pausen. Ivan Nikolov erobrede en bold, og spillede den videre til Søren Andreasen, der assisterede for Gallegos, der denne gang sendte bolden flot op i modsatte krog. Bravo.

Anden halvleg blev en væsentlig mere chancefattig omgang. Gæsterne blev for første gang i kampen farlige med 15-20 minutter igen, men Nicolai Flø tog sig godt af de enkelte afslutninger, der var inden for rammen.

I kampens overtid satte indskiftede Emil Berggreen trumf på, da han gjorde det til 4-0 efter Mads Aggers gode oplæg.

Det blev ved de 4-0, og 5.265 tilskuere kunne hylde spillerne for endnu en gevinst og endnu målfest på Sydbank Park.

Næste kamp er på fredag ude mod FC Fredericia, og så samles vi om fodbolden på Sydbank Park igen, når vi fredag den 20. oktober tager imod Kolding IF.

Her er der udsigt til mange tilskuere, og du kan allerede nu sikre dig en af de eftertragtede billetter.

Se målene fra 4-0-sejren her:

Del denne nyhed:

Seneste nyheder