Ny maskot: Frisk og frejdig løve vil underholde på Sydbank Park

Når vi lørdag den 2. marts tager imod Vendsyssel FF på Sydbank Park, vil tilskuerne møde vores nye løvemaskot, som er kommet til klubben i vinterpausen.

Sønderjyske Fodbold har i dette transfervindue fået en helt særlig tilgang.

En ny maskot har meldt sin ankomst, og der er tale om en storsmilende løve, der er så tam, at den godt kan omgås de mange mennesker på Sydbank Park.

Den nye maskot er i første omgang flyttet ind på et kontor i Sønderjyske Fodbold-administrationen, og den har allerede knyttet et stærkt bånd til flere af de ansatte.

– Der er tale om en meget venlig løve, som har taget os alle med storm. Den overnatter i “Den Lyseblå Sofa”, og vi møder ind til et stort smil hver eneste morgen. Den glæder sig til at møde alle fansene på Sydbank Park, og den kan næsten ikke vente længere, siger event-koordinator Andreas Schaadt-Hansen, som selv har overnattet med løven de første dage, ind til den var faldet til i de nye omgivelser i Sønderjylland.

– Det er klart, at vi er blevet tæt knyttet, og jeg kan garantere, at den også vil tage godt imod både børn og voksne på Sydbank Park. Vi er lige ved at lære den et par tricks, og jeg tør godt garantere, at den er klar til første hjemmekamp lørdag den 2. marts, siger Andreas Schaadt-Hansen.

Også direktør Markus Kristoffer Hansen er blevet glad for den nye maskot.

– Det var kærlighed ved første blik. Den er utrolig kær, og jeg er sikker på, at den bliver populær. Vi vil gerne give sønderjyderne god underholdning på Sydbank Park, og jeg er overbevist om, at maskotten her vil skabe glæde blandt store og små, siger Markus Kristoffer Hansen.

Maskotten, som er en tydelig reference til de slesvigske løver i klublogoet, er endnu ikke navngivet, og fansene kan få indflydelse på, hvad den skal hedde.

– Vi har nogle gode navne i spil her på kontoret, men vi vil også gerne høre fansene, hvad de mener, at maskotten skal hedde. Inden længe kommer der derfor en konkurrence på vores sociale medier, hvor alle kan byde ind, og vi sætter en fin præmie på højkant. Vi skal hurtigt have et navn på plads, så den kommer, når vi kalder. Lige nu reagerer den kun, hvis vi lokker med en ringriderpølse, siger Andreas Schaadt-Hansen med et smil.

Se flere billeder af maskotten på vores sociale medier i løbet af dagen og hold øje med de mange maskot-konkurrencer, der kommer i løbet af februar.

Vi glæder os til, at I skal møde maskotten på Sydbank Park den 2. marts.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.