Fredag aften besejrede vi for anden gang inden for en måned B.93 med 4-0 – denne gang på Østerbro Stadion. 16-årige Olti Hyseni debuterede som den næstyngste spiller i klubhistorien.
En tur til Østerbro – og hurtigt hjem til Sønderjylland med en 4-0-sejr i bagagen.
Fredag aften gentog vi resultatet fra det omvendte opgør på Sydbank Park, da vi vandt med de samme cifre på Østerbro Stadion.
Det var vores femte sejr i træk – og vores 12. kamp i træk med point på kontoen.
Vi satte os tungt på kampen fra start, og det var helt fortjent, at José Gallegos bragte os i front efter 20 minutters spil. Smart chippede amerikaneren bolden hen over B.93’s fremadstormende målmand.
Skal vi finde huller i osten efter en 4-0-sejr, er det første halvlegs sidste kvarter, hvor hjemmeholdet fik momentum, men de kom ikke tættere på end et skud på træværket.
I anden halvleg var der klasseforskel, og vi dominerede halvlegen fra start til slut. Topscorer Peter Christiansen, der havde en stor afbrænder før pausen, viste stor klasse og køligt overblik, da han lavede en smart vending i feltet og sparkede bolden ind. Sønderjydens 14. mål i 14 kampe. Klasse.
Vi var i total kontrol efter 2-0-føringen, men først 12 minutter før tid fik vi lukket kampen, da José Gallegos scorede sit andet mål i kampen. Denne gang skulle han bare sætte en inderside på efter Sebastian Kochs fremragende og uselviske forarbejde.
Efter 3-0-målet blev der skrevet et stykke fodboldhistorie i Sønderjyske Fodbold-regi. Med ti minutter igen blev 16-årige Olti Hyseni indskiftet, og han blev dermed den næstyngste spiller i klubhistorien, hvor han kiler sig ind mellem Julius Beck og Simon Poulsen.
Hyseni gled godt ind i den velsmurte angrebsmaskine, og han var stærkt involveret i 4-0-målet kort før tid. Sønderborg-knægten headede Atli Barkarsons hjørnespark på tværs i feltet, hvor Søren Andreasen sparkede bolden ind tæt under mål.
Dermed endte det igen med en 4-0-sejr, og tre sikre point til NordicBet Liga-kontoen.
En stor tak til de knap 200 sønderjyder, der bakkede holdet flot op på Østerbro Stadion.
Nu skal vi have alle mand på stadion fredag den 3. november, hvor vi tager imod Hobro IK på Sydbank Park.
Se målene fra 4-0-sejren her: