Lørdag skal vi på langfart, når Vendsyssel FF tager imod på Nord Energi Arena i Hjørring.
Lørdag klokken 13.00 går turen til toppen af Danmark, når vi møder Vendsyssel FF på udebane – helt præcist på Nord Energi Arena i Hjørring.
Det betyder nok, at du skal have en aftale med dit vækkeur, for vi skal tidligt op og langt mod nord. Kraks ruteplan melder om 291 kilometer fra Sydbank Park til Nord Energi Arena, og hvis man skal se det på den positive side, er det ti kilometer kortere end den seneste udebanetur til Helsingør.
Der venter en vanskelig kamp mod Vendsyssel FF, der som det eneste hold er ubesejret i slutspillet. Først blev det til fire uafgjorte kampe, og senest blev Næstved Boldklub besejret med 2-1 i Hjørring.
Det er særligt i defensiven, at nordjyderne har imponeret. De har kun lukket to mål ind i de fem slutspilskampe. Vi lavede selv et enkelt, da vi mødte dem på Sydbank Park den 14. april, hvor Orri Óskarsson udlignede til 1-1.
Det er heller ikke længe siden, vi senest mødte Vendsyssel FF på udebane. Det var den 12. marts, hvor kampen blev flyttet til JYSK Park i Silkeborg, da banen i Hjørring var dækket med sne. Her hentede vi en 3-2-sejr på mål af Lukas Björklund, Søren Andreasen og Emil Frederiksen.
Nu er der forår i luften – og dog. Hvis du tager turen til Hjørring, skal du huske en jakke og måske en hue, for der er blot meldt om ti grader og godt med blæst.
Hvis du ikke selv vil køre til Hjørring, kan du tage bussen sammen med Sønderjyske Fodbold Support. Se på fansenes Facebook-side, hvordan du tilmelder dig turen: https://www.facebook.com/SEsupport
Du kan læse mere om stadionforholdene på Nord Energi Arena her: https://vendsysselff.dk/klubben/nord-energi-arena/
Vi håber, vi ser en god flok lyseblå fans i Hjørring, og at I igen får en god udebaneoplevelse.