Marc Dal Hende sikrede os sæsonens første hjemmesejr, da han dybt inde i overtiden satte venstre inderside på bolden og gjorde det til 2-1.
Der er ikke ret mange ting, der slår følelsen af et matchvindermål dybt inde i overtiden.
Det er momenter som disse, der lagrer sig i mange år. Hvor din sidemand får en bjørnekrammer, og hvor ham bag ved dig på stadion hopper op på skuldrene af dig.
Dét moment fik vi, da Marc Dal Hende blev matchvinder mod Vejle søndag eftermiddag på Sydbank Park.
I det 97. minut satte han en solid venstre inderside på Andreas Oggesens gode tværaflevering, og bolden gik i nettet helt ovre ved fjerneste stang. Et fantastisk øjeblik.
Målet sikrede os tre point – og sæsonens første hjemmesejr – og vi bevægede os dermed over nedrykningsstregen og tættere på de øvrige hold i bundstriden.
Vi fik en god start på kampen og var dominerende i den første halve time. Derfor var det også helt fortjent efter spil og chancer, at Lirim Qamili bragte os på 1-0, da han pandede Kristall Ingasons gode hjørnespark smukt i mål.
Efter en flot første halvleg mistede vi noget af grebet, som anden halvleg skred frem. Vejle kom bedre med i kampen, og det gav gevinst, da Yeni N’Gbakoto flot headede bolden ind et kvarter før tid.
Efter målet satte vi igen i gear og kom frem til flere gode chancer. Ivan Djantou, Mads Agger og Rasmus Vinderslev kom alle frem til gode muligheder, men det endte i afbrændere, og en pointdeling kom tættere på.
Men så var det Marc Dal Hende-tid. Andreas Oggesen sendte bolden på tværs, Ivan Djantou kunne ikke nå frem, men Marc Dal Hende lå på lur bagerst i feltet og smækkede smukt bolden i mål.
Et vidunderligt øjeblik på Sydbank Park – og tre lune point til tabellen.
Tak for opbakningen til 5.501 tilskuere.
Vi ses igen søndag den 6. oktober, når vi tager imod FC Nordsjælland.