Lars ”Mini” har snart logoet på tryk

HFK-legenden Lars ”Mini” Hansen synes godt om det nye Sønderjyske Fodbold-logo og er snart klar med at sælge merchandise med det nye logo.

Der var smil på læben, da Lars ”Mini” Hansen for nylig – som en af de første – så det nye Sønderjyske Fodbold-logo.

Lars ”Mini” Hansen er vant til at lange lyseblåt merchandise over disken i Sport24-butikken i Haderslev, og han er bestemt godt tilfreds med udfaldet.

– Det er I sluppet godt afsted med, siger ”Kongen af Sønderjylland”, som han blev kaldt i sin aktive karriere, hvor han spillede 391 førsteholdskampe for HFK.

– Jeg er glad for, at man har holdt fast i løverne, som er en stor del af historien, og jeg synes, at hele udtrykket er fint og enkelt. Jeg synes, det er blevet flot, siger Lars ”Mini” Hansen om logoet.

Som ansat i Sport24 og ansvarlig for merchandiseboden på Sydbank Park vil han nu rende lige så stærkt, som han i 90’erne gjorde på fodboldbanen, for at få det nye logo på tryk.

– Klubben skifter først fodboldtrøjerne ud til sommer, men logoet skal naturligvis på gaden, så jeg regner bestemt med, at vi allerede til den første hjemmekamp den 24. februar, har en t-shirt eller trøje i supporterboden med det nye logo. Sønderjyderne skal have mulighed for at vise det nye logo frem, og jeg ser allerede frem til at få det på gaden, siger Lars ”Mini” Hansen.

Foto: Lars “Mini” Hansen i optaktsstudiet hos Sønderjyske Fodbold TV forud for pokalfinalen 2021.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder