Læs referatet: Sjette sejr på stribe

Sejrsrækken fortsatte mandag aften i Hobro, hvor vi på DS Arena hentede en flot 2-1-sejr.

Så blev der sat endnu tre point ind på vores NordicBet Liga-konto.

Efter en række storsejre skulle der denne gang kæmpes helt til 95. minut, inden hænderne kunne rækkes i vejret. Sejrscifrene blev på 2-1 mod Hobro IK på DS Arena.

Vi satte os på kampen straks fra start, og både Mads Agger og Ivan Nikolov havde gode muligheder i de indledende minutter.

Midtvejs i første halvleg kom gevinsten af den store dominans, da Sefer Emini afsluttede sikkert, efter han var spillet fri i dybden af Peter Christiansen.

Hjemmeholdet fik mere greb om kampen i slutningen af halvlegen, og de fik også udlignet til 1-1, da Oliver Klitten smadrede bolden i mål via undersiden af overliggeren.

Vi kom fremragende ud til anden halvleg og satte et godt tryk på hjemmeholdets mål. Efter små ti minutter var det også et vedvarende tryk, der gav resultat, da Ivan Nikolov skød bolden ind til en sønderjysk 2-1-føring.

Hobro kom frem til en enkelt god mulighed med ti minutter igen, men ellers blev føringen holdt hjem i nogenlunde fin kontrol, og dermed kunne der sættes tre nye point ind på kontoen.

Sejren blev fejret med de medrejsende fans – mange tak for opbakningen.

På fredag venter en ny udebanekamp, når vi møder Hillerød Fodbold i Farum. Den næste hjemmekamp spilles onsdag den 6. september, når vi møder Vejle Boldklub i pokalturneringen.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder