Fotograf Kåre Hangaard har skudt en stor stak fotos fra hverdagen i Sønderjyske Fodbold, så skyboks-etagen på Sydbank Park kan udsmykkes med 135 nye smukke fotos af livet i kulissen.
Når vi lørdag tager imod Hvidovre IF på Sydbank Park, kan vores skyboks-gæster godt sætte lidt ekstra tid af til at vandre rundt på den lange gang.
Fotograf Kåre Hangaard, der har haft sin gang i Sønderjyske Fodbold i mere end ti år, var i sidste uge på besøg i klubben for at være ”en flue på væggen” og tage en lang række hverdags-fotos af livet i kulissen.
Han havde adgang til det hele – omklædningsrum, møder, træning, frokost, styrketræning og socialt samvær – og det er der kommet 135 stemningsfyldte fotos ud af.
Kåre Hangaard er – med sønderjysk ydmyghed – godt tilfreds med resultatet.
– Det har været en sjov opgave at komme tæt på det hele i Sønderjyske Fodbold, og spillerne var gode til at være i deres hverdag, selv om jeg kom slæbende med lys og knipsede løs under møderne.
– Spillerne hvilede i, at jeg var der, og det er der kommet mange gode situationer ud af. De udtrykker både koncentration, glæde og hårdt arbejde, og alt i alt har det været et tag-selv-bord af fine portrætfotos. Jeg tror, jeg fik skudt i nærheden af 2.000 fotos på en enkelt dag, og der har vi så udvalgt de 135, der skal pryde skyboks-etagen, siger Kåre Hangaard.
Kommunikationschef Jacob Ravn glæder sig til at vise skyboks-etagen frem.
– Kåre Hangaard er en beskeden mand, men jeg vil godt rose ham for et fantastisk stykke arbejde. Han har virkelig formået at komme tæt på spillerne og har fanget en masse gode udtryk. Vi kender spillerne fra kamp og træning, men det giver et helt særligt udtryk, at de er fanget i det gode, daglige miljø. Det bliver med stolthed, vi åbner døren til skyboks-etagen, siger Jacob Ravn.
Det er ikke kun skyboks-gæsterne, der får mulighed for at se de nye hverdags-fotos. På torsdag (27. april) mellem klokken 16 og 17 åbner vi op, så alle interesserede kan komme ind og se Kåre Hangaards fine fotos. Der er indgang ad den store port mellem Danfoss- og Pro Tech CNC-tribunen.
Sønderjyske Fodbold byder på en øl og vand, og vi tilbyder desuden et sjældent kig ind på tv-platformen, hvor du kan se Sydbank Park fra kamera-vinklen.
Sønderjyske Fodbold takker Kåre Hangaard for det gode samarbejde omkring denne unikke fotoopgave.