Groundhopping Tours og Sønderjyske Fodbold tager en tur mere

Groundhopping Tours fortsætter som officiel rejsepartner i Sønderjyske Fodbold.

Det gode samarbejde mellem Groundhopping Tours og Sønderjyske Fodbold fortsætter.

Groundhopping Tours, der arrangerer fodboldrejser i hele verden, har forlænget sin aftale som officiel rejsepartner i Sønderjyske Fodbold, og det kommer også vores fans, sponsorer og samarbejdsklubber til gavn.

Rejseselskabet har allerede arrangeret flere gode fodboldrejser for vores erhvervsnetværk, og bureauets direktør og grundlægger, Nicolai Bryde Nielsen, har holdt et særdeles spændende foredrag om sine hundredvis af fodboldture for vores sæsonkortholdere.

– Vi er utroligt glade for at forlænge vores sponsorat i Sønderjyske Fodbold. Siden jeg for to år siden trådte ind i Fuglsang Loungen en eftermiddag, inden jeg skulle holde foredrag, har jeg kunnet mærke kærligheden til og passionen for klubben fra de ansatte og ikke mindst fra alle dem, der støtter op om Sønderjyske Fodbold.

– Det er en særlig klub, hvor sammenholdet skinner igennem på rigtig mange måder. Så der var ingen tvivl om, at vi selvfølgelig skulle forlænge dette sponsorat, siger Nicolai Bryde Nielsen.

Direktør i Sønderjyske Fodbold, Markus K. Hansen, ser frem til mange gode fodboldoplevelser med Groundhopping Tours.

– Vi er glade for, at Groundhopping Tours forsætter som officiel rejsepartner, og vi er stolte af, at et landsdækkende firma kan se værdien i at være samarbejdspartner i Sønderjyske Fodbold.

– Groundhopping Tours er Danmarks absolut førende inden for fodboldrejser, og det er også kommet vores øvrige samarbejdspartnere til gode på nogle af de netværksture, vi har været på. Også i denne sæson vil Groundhopping Tours sørge for, at det lyseblå erhvervsnetværk kan komme ud at få nogle store, unikke fodboldoplevelser.

– Nicolai Bryde har tidligere holdt et forrygende foredrag for vores sæsonkortholdere, og i forbindelse med den nye aftale vil vi også invitere vores samarbejdsklubber herop til et nyt foredrag. Fodbold er følelser og fascination, og samarbejdet med Groundhopping Tours giver rigtig god mening og værdi for alle parter, siger Markus K. Hansen.

Vi glæder os til at dele flere gode nyheder i samarbejde med Groundhopping Tours i nær fremtid.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.