Der er rift om pladserne til søndagens kamp på AL Sydbank Park, hvor vi slås for bronze, europæisk fodbold og vores bedste placering i 10 år.
Det bliver en smuk dag på AL Sydbank Park, når vi søndag 18.00 spiller den sidste kamp i mesterskabsspillet.
En fantastisk sæson skal lukkes godt ned, og der er bronze og europæisk fodbold på spil, og derfor er der også ualmindelig stor interesse for kampen mod FC Nordsjælland.
Flere sektioner er allerede udsolgte – blandt andet er alle pladser på Haderslev Kommune-tribunen nu taget.
På Rema 1000-tribunen er der i skrivende stund omkring 250 ledige sæder, og herefter er der kun ståpladser tilbage til bronzeslaget.
Fuglsang Loungen og alle skybokse er også alle fyldte, så der er udsigt til en flot kulisse.
På grund af det store rykind opfordrer vi også alle sæsonkortholdere til at frigive deres pladser, hvis de ikke kommer til kampen. Alle sæsonkortholdere, der frigiver sin plads til denne kamp, belønnes med to ståpladsbilletter til kampen mod FC Nordsjælland i næste sæson som tak for hjælpen.
Se her, hvordan du frigiver din plads.
Hvis vi bliver mere end 6.763 tilskuere på søndag, sætter vi i fællesskab en tilskuerrekord, der overgår 2015/2016-sæsonen – læs dén nyhed her.





