Der venter spændende landsholdsopgaver for seks førsteholdsspillere og to akademispillere.
Der bliver masser af lyseblå repræsentation i den kommende landsholdstermin.
Seks spillere fra vores førsteholdstrup er udtaget til deres respektive A- og ungdomslandshold, mens yderligere to talenter skal i landsholdsilden.
Pachanga Kristensen er igen blevet udtaget til det danske U20-landshold. Forsvarsspilleren måtte desværre melde afbud til sin seneste udtagelse på grund af en skade, men denne gang er der mulighed for debut i den rød-hvide trøje. Danmark møder Frankrig på udebane i to træningskampe den 12. og 15. november.
Osaze De Rosario er endnu en gang med i truppen hos Guyanas A-landshold, der har to Nations League-opgør på programmet. Guyana møder Caymanøerne på hjemmebane den 12. november og Puerto Rico den 16. november. De Rosario har allerede markeret sig flot på landsholdet med hele 13 mål i 14 landskampe, og vi håber naturligvis, at den gode målform fortsætter.
Også Mathias Olesen er atter udtaget til et A-landshold. Luxemburg skal spille Nations League-kampe mod Estland den 13. november og Island den 16. november.
Stefan Velkov er ligeledes igen med hos Bulgariens A-landshold, der også har Island og Estland som modstandere. Bulgarien møder Island den 13. november og Estland den 16. november.
Mohamed Cherif er endnu en gang udtaget til Guineas A-landshold. Vores stærke midtbanespiller fik landsholdsdebut i juni i år, og nu venter en vigtig opgave i kvalifikationen til Africa Cup of Nations, hvor Guinea skal møde Eritrea.
Endelig er der også sønderjysk repræsentation på det landshold, som i november deltager ved U17-VM i Qatar. Her er Elias Frej Jensen, Elias Warming og Omran Khatar alle udtaget til slutrunden, hvor Danmark møder Mozambique, Australien og Argentina i gruppespillet.
Vi ønsker alle vores spillere stort tillykke med udtagelserne og held og lykke med landskampene!





