Fem grunde til at komme på Sydbank Park

Der er mange gode grunde til at komme på Sydbank Park onsdag aften, når vi spiller pokalkvartfinale mod Silkeborg IF. Vi har fremhævet fem af dem her.

Danmarks bedste pokalhold
Sig det gerne højt, for det føles helt rart: Vi er Danmarks bedste pokalhold. De seneste tre sæsoner har vi fået en pokaltriumf, to pokalfinaler og en semifinale – og foreløbig en kvartfinale i denne sæson. Det kan ingen andre hold matche. Hvis Sønderjyske Fodbold og Pokalen mødtes på Tinder, var der helt sikkert et match.

Pokalhistorien forpligter
Med sådan en pokalhistorie følger der også forpligtelser. Vi skal møde talstærkt op og også på lægterne vise, at vi tager pokalturneringen seriøst. I de forgangne sæsoner har vi også været nødsaget til at have det primære fokus på ligaen, men alligevel har vi lavet mirakler i pokalturneringen ved siden af. Lad os gøre det igen.

Sidste gang var festligt
Det kan ikke være mange, der fortrød, at de kom ind og så forårspremieren mod FC Fredericia. Dét var festligt. 4-0 og fuld valuta. Den oplevelse kan vi ikke garantere hver gang, men det var en skøn vitaminindsprøjtning til alle sønderjyder, og sådan en rus skal vi jagte til hver eneste hjemmekamp i foråret.

SIF-plet skal vaskes væk
Fodbold kan skabe minder for livet – gode som dårlige. Vi glemmer ikke lige den seneste hjemmebanekamp mod Silkeborg IF. 0-6. Fy for pyffer. Men man skal rejse sig ved det træ, man er faldet, og vi skal have modelleret godt og grundigt om på det seneste resultat. Ny kamp, ny muligheder. Vi skal ikke hjem. Vi skal videre.

Fælles om fodbold
Vi festede sammen efter sejren over FC Fredericia i seneste hjemmekamp. Vi led sammen efter lørdagens nederlag i Hvidovre. Men vi gør det sammen. Vi vinder sammen, og vi taber sammen. Sammenholdet har blomstret den seneste tid, og vi skal atter dyrke fællesskabet på Sydbank Park. Både på tribunen – skulder ved skulder – og mellem fans og spillere. Sammen er vi stærkest. Drømmen lever.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder