Tirsdag aften var fans og sponsorer mødt op i Fuglsang Loungen på Sydbank Park for at blive varmet godt og grundigt op til forårspremieren i NordicBet Ligaen. Oplæg fra blandt andre Thomas Nørgaard, Esben Hansen og ejerkredsen blev skyllet ned med ”brus, bajer og bom”.
Så kan NordicBet Ligaen godt starte.
Tirsdag aften var fans og sponsorer i Sønderjyske Fodbold mødt talstærkt op i Fuglsang Loungen på Sydbank Park for at blive klædt på med information til det hæsblæsende forår, det venter i NordicBet Ligaen.
Efter en velkomst var første mand på scenen vores nye cheftræner Thomas Nørgaard. Efter seks uger i klubben har fansene og sponsorerne allerede fået et godt indtryk af træneren, men vi kom et spadestik eller to dybere, da Nørgaard åbnede for sine tanker omkring truppen og forårets udfordringer i NordicBet Ligaen.
Næste mand på chefen var sportsdirektør Esben Hansen, som kunne give en god indsigt i det netop overståede transfervindue. Også han rettede fokus mod det spændende forår, der venter.
I Sønderjyske Fodbold har vi med det lokale ejerskab fået nogle meget synlige ejere, der jævnligt kommunikerer med fans og sponsorer, og de brugte aftenens anledning til at give en status på tingenes tilstand.
Tre nye spillere – Søren Andreasen, Orri Óskarsson og Jonas Thorsen – blev sammen med assistenttræner Lasse Frølund præsenteret for forsamlingen, og det blev ganske underholdende, da de selv fik til opgave at interviewe og præsentere hinanden. De afsluttede med en quiz sammen med fire udvalgte fans, der alle kunne gå hjem med flotte præmier.
Aftenen blev afsluttet med spørgsmål fra salen, og dermed er det ikke kun spillere og ledere i Sønderjyske Fodbold, men også alle fans og sponsorer, der nu er helt klart til starten i NordicBet Ligaen.
Sønderjyske Fodbold takker for en hyggelig aften, hvor det igen var en fornøjelse at være fælles om fodbolden.
Vi ses på Sydbank Park fredag den 24. februar, når vi spiller hjemme mod FC Fredericia i NordicBet Ligaen.