Lyngby Boldklub var modstanderen i weekenden for U15, U17 og U19, og det kastede fem dejlige point af sig.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Vores talenter imponerede stort i seneste runde, da man hjemme tog seks point mod FC København. I weekenden skulle de så forsøge at følge op mod Lyngby i en ny svær udekamp, hvor det dog blev til fem dejlige point. Blandt andet fordi U17 hentede sæsonens første sejr.
U15
Lyngby – HFK 1-1 (1-0)
Vi vinder 4-2 efter straffesparkskonkurrence
U15-drengene løb på banen lørdag klokken 13 i Lyngby i en kamp, der på papiret var vanskelig.
Det blev den også, og selvom vi startede fornuftigt, kom værterne hurtigt foran efter bare fire minutters spil. Lyngby var tæt på ad flere omgange frem mod pausen, hvor det dog forblev 1-0.
I anden halvleg havde vi bedre fat, og det hårde arbejde blev belønnet. Med ti minutter igen slog Kumal Ahadi et godt indlæg ind i panden på Jeppe Hedemann Schøler, der scorede for tredje kamp i streg.
Med 1-1 efter ordinær tid skulle kampen afgøres i straffesparkskonkurrence, og her pillede vores målmand Jesper Therkelsen hele tre Lyngby-forsøg, og vi vandt med 4-2!
Næste opgave for U15 er den 28. september hjemme mod Vejle.
U17
Lyngby – Sønderjyske Fodbold/HFK 1-3 (0-2)
Det blev til en virkelig fornem 3-1 sejr til U17-talenterne, da de gæstede Lyngby. Det var holdets første sejr i sæsonen.
Vi spillede en rigtig god første halvleg, hvor det blev til scoringer fra Villads Nøhr Birk efter 29 og 41 minutters spil. Samtidig forsvarede vi os bravt og kunne gå til pause foran med to.
I anden halvleg fortsatte de gode takter, og i overtiden kunne Villads Nøhr Birk krone sit flotte hattrick. Kort forinden havde værterne scoret på et straffespark, og så endte det med en fornem udesejr på 3-1.
Næste opgave for U17 er lørdag den 28. september mod Vejle på hjemmebane.
U19
Lyngby – Sønderjyske Fodbold 4-3 (3-1)
U19-talenterne skulle forsøge at følge op på en rigtig flot sejr senest mod FC København. Det var tæt på point i en svær kamp, hvor drengene lavede et formidabelt comeback men desværre blev straffet i overtiden og tabte med 4-3.
Vi fik en svær start på kampen og kom bagud efter bare 20 sekunders spil. Vi svarede egentlig fornuftigt igen, men kort før pausen scorede Lyngby to mål på to minutter. Kort før pausefløjt reducerede Sebastian Escobar Jensen, og det gav os tro på tingene.
I anden halvleg var vi nemlig tæt på det helt store comeback. Simon Maas og Sebastian Escobar Jensen fik scoret midtvejs i anden halvleg, og så stod den pludselig 3-3. Desværre blev vi dukket i overtiden, og så måtte U19 rejse hjem uden point.
Der er mulighed for oprejsning lørdag den 28. september mod Vejle hjemme.