Emini kan få landsholdsdebut på Old Trafford

Sefer Emini er for første gang udtaget til Nordmakedoniens A-landshold, der den kommende uge spiller EM-kvalifikationskampe mod Ukraine og England.

Sefer Emini skifter i den kommende tid den lyseblå Sønderjyske Fodbold-trøje ud med Nordmakedoniens røde landsholdsdragt.

Den 22-årige midtbaneterrier er efter en god sæson i Sønderjyske Fodbold blevet udtaget til Nordmakedoniens EM-kvalifikationskampe mod Ukraine og England.

Emini har tidligere spillet ungdomslandskampe for Nordmakedonien, men det er første gang, han er udtaget til A-landsholdet.

Udtagelsen sker på baggrund af en god sæson i Sønderjyske Fodbold, siger landstræner Blagoja Milevski til fodboldforbundets hjemmeside.

– Sefer Emini er indkaldt for første gang til det makedonske landshold til de kommende kampe mod Ukraine og England. Han spiller fast i Danmark og fortjener at være en del af holdet, siger landstræneren i forbindelse med udtagelsen.

Emini kommer i flot selskab på landsholdet, hvor der også er spillere fra blandt andet Fenerbahce, Trabzonspor, Udinese og Napoli.

Holdet spiller den første EM-kvalifikationskamp mod Ukraine hjemme i Skopje den 16. juni, mens kampen mod England spilles på Old Trafford den 19. juni – måske med en debutant fra Sønderjyske Fodbold på banen?

Vi ønsker Sefer Emini tillykke med udtagelsen og held og lykke til Nordmakedonien i EM-kvalifikationskampene.  

Del denne nyhed:

Seneste nyheder