70 ungdomsspillere, trænere og ledere fra samarbejdsklubben Egen UI på Als fik en stor oplevelse, da de lørdag fik den første tur i Sønderjyske Fodbold-bussen og en hyldestrunde på Sydbank Park.
Sønderjyske Fodbold-bussen triller lystigt af sted i landsdelen, og lørdag var 70 ungdomsspillere, trænere og ledere fra Egen UI på Als den første samarbejdsklub, der blev fragtet til Sydbank Park.
Flere samarbejdsklubber havde lagt billet ind på jomfrurejsen, men Egen UI vandt den første tur ved lodtrækning, og lørdag den 18. marts blev de hentet på Als og fragtet med den nye bus til NordicBet Liga-kampen mellem Sønderjyske Fodbold og Nykøbing FC.
Vi havde sendt vores førsteholdsspillere Patrick Banggaard og Mads Hansen med ombord, og de sørgede for underholdningen på vej til Haderslev med bankospil og historier om livet som professionel fodboldspiller.
På stadion blev Egen UI-gruppen forkælet med mad og drikke, og kort før kickoff gik de en hyldestrunde på Sydbank Park, så vi 2.301 fremmødte tilskuere kunne hilse på samarbejdsklubben.
Også i pausen blev Egen UI’s besøg markeret, da direktør i Sønderjyske Fodbold, Markus Kristoffer Hansen, overrakte en trøje med alle spillernes autografer til formanden i Egen UI, Marc Westergaard.
I Sønderjyske Fodbold takker vi for besøget og ser frem til et fortsat stærkt samarbejde med Egen UI.
Den næste gang, Sønderjyske Fodbold-bussen skal ud at trille med sønderjyske gæster, er lørdag den 8. april, og denne gang er det klubbens sponsorer, der får glæde af den nye bus. Her kører vi 70 sponsorer på en VIP-tur til Hamborg for at se Hamburger SV mod Hannover 96 på Volksparkstadion.
Se flere billeder af Egen UI’s tur på Sydbank Park på vores Instagram-side.