Der var muligheder til mere mod storholdet Slavia Prag

Det europæiske storhold Slavia Prag var som ventet en stor mundfuld, men trods et nederlag på 0-4 var der gode takter særligt i første halvleg, hvor vi havde store chancer mod tjekkerne.

Tirsdag var der kampdag i Portugal, da Slavia Prag havde inviteret til træningskamp på Estádio Municipal Bela Vista.

Her blev vi testet godt og grundigt i årets blot anden træningskamp mod verdens nummer 56, og det tjekkiske storhold viste sig da også at være en stor mundfuld.

Det endte med en tjekkisk 4-0-sejr efter 90 minutters hård kamp, men vi var bestemt ikke uden muligheder.

Skulle vi have haft mere ud af kampen resultatmæssigt, skulle vi have været en anelse skarpere i første halvleg. Her havde vi tre-fire store chancer, og chancemæssigt var vi mindst på omgangshøjde med tjekkerne.

Slavia Prag bragte sig på 1-0 efter 12 minutter ved Muhamed Tijani, der skød første gang på et indlæg fra baglinjen.

Fem minutter efter var vi på færde første gang, da Olti Hyseni drev bolden godt frem og spillede den på tværs til José Gallegos, men amerikanerens forsøg blev reddet ved forreste stang.

Efter en halv time var Peter Christiansen tæt på. Sønderjyden tog et skarpt træk i feltet og afsluttede resolut, men bolden sneg sig akkurat forbi stolpen.

I stedet blev det 2-0 minuttet senere, da den tidligere Esbjerg-angriber Mick van Buren fra kanten af feltet smadrede bolden op i nærmeste målhjørne.

Trods modgangen fortsatte vi med at producere chancer af fin kvalitet. Peter Christiansen kom igen til en god afslutning i feltet, men denne gang blev angriberens forsøg reddet.

Kort før pausen var vi tæt på en reducering endnu engang. Sefer Eminis frisparksforsøg ramte muren, og Peter Christiansen var tæt på at heade returen i mål, men på ny en redning på stregen.

Der blev skiftet syv mand i pausen, og vi mistede en del af vores momentum i anden halvleg. Slavia Prags Lukas Provod tacklede sig tre gange gennem feltet, inden han tæt under mål fik passeret Nicolai Flø.

Et par gange i anden halvleg havde vi tilløb til en reducering, men Søren Andreasen sparkede først over, og siden blev hans forsøg blokeret tæt under mål, da det var ved at blive rigtigt farligt.

Et meget ungt mandskab med flere akademispillere i aktion skulle kæmpe kampen fornuftigt hjem, og det gjort de hæderligt. Slavia Prag fik scoret til 4-0 med ti minutter igen ved Conrad Wallem, og det blev også kampens resultat.

Holdet træner videre i Portugal de næste dage, inden det vender hjem til Sønderjylland på lørdag.

Den næste træningskamp spilles fredag den 26. januar på udebane mod Landskrona BoIS.

Holdet i første halvleg: Nicolai Flø – Jonas Thorsen, Maxime Soulas, Marc Dal Hende, Atli Barkarson – Simon Maass, Sefer Emini, Ivan Nikolov – Peter Christiansen, Olti Hyseni, José Gallegos

Holdet i anden halvleg: Nicolai Flø (72./Benjamin Rasmussen) – Kristoffer Jørgensen, Maxime Soulas, Gustav Drest Wagner, Atli Barkarson (72./Dalton Wilkins) – Simon Maass, Andreas Oggesen, Marcus Kristensen – Mads Agger (78./Atli Barkarson), Søren Andreasen, Anders Bergholt

Del denne nyhed:

Seneste nyheder