Festen og især fællesskabet på stemningstribunen får endnu et hak i vejret inden kampene på Sydbank Park, hvor Crazy Daisy Haderslev sørger for en ekstra bar, fed musik og god stemning.
Vi er sammen om Sønderjyske Fodbold, og vi er sammen om at skabe gode oplevelser på Sydbank Park.
Crazy Daisy Haderslev og Sønderjyske Fodbold har indledt et samarbejde, hvor Crazy Daisy vil være med til at sætte den rette stemning med fokus på fællesskabet til vores hjemmekampe.
I godt samarbejde med HFK er vi blevet enige om, at vi sammen med Crazy Daisy opsætter en bar på stemningstribunen – tæt på hovedindgangen – hvorfra nattens personale vil hjælpe med salg af drikkevarer og sætte stemningen med velvalgt musik.
Medindehaver af Crazy Daisy Haderslev, Martin Karas Christiansen, glæder sig til samarbejdet med Sønderjyske Fodbold.
– Vi har altid haft et godt samarbejde med Sønderjyske Fodbold, og vi glæder os til at skrue op for synergien. Vi skal hjælpe hinanden med at skabe et fedt produkt på Sydbank Park. Vi er vant til at servere, og vi vil gøre vores for, at baren ikke blot er et serveringssted, men også giver et fantastisk fælleskab sammen med alle de lyseblå fans på stadion. Hvis fodboldflagskibet fortsætter kursen, kan dette blive en fantastisk fest for byen, landsdelen og alle sønderjyske fans, siger Martin Karas Christiansen.
Event-koordinator i Sønderjyske Fodbold, Andreas Schaadt-Hansen, har store forventninger til samarbejdet med Crazy Daisy.
– Vi vil gerne skabe en fest og vigtigst af alt gøre det igennem fællesskab på Sydbank Park, og vi ved, at vi i Crazy Daisy har en partner, som har erfaringen og hjertet med, når fælleskab og fest skal gå hånd i hånd.
– I tæt samarbejde med HFK har vi fundet en passende placering på stadion, hvor festen har sit udgangspunkt, og vi ser frem til at Daisy-personalet sørger for både musik, godt humør og god servering. Vi har mange fredagskampe i øjeblikket, og Sydbank Park er det mest oplagte sted at starte en god weekend, siger Andreas Schaadt-Hansen.
Den nye Crazy Daisy-bar åbner første gang fredag den 20. oktober, når vi klokken 19.00 tager imod Kolding IF på Sydbank Park. Dørene åbner klokken 17.45, og der er Happy Hour frem til klokken 18.30.