Lørdag klokken 13.00 spiller vi opstartens anden træningskamp, når vi møder Silkeborg IF i BankParken i Tønder.
Om blot to uger er der premiere i NordicBet Ligaen, og formen bliver testet mod en stærk modstander, når vi lørdag klokken 13.00 møder Silkeborg IF.
Det er den anden af tre træningskampe, og vi kom godt fra land, da svenske Landskrona BoIS i sidste uge blev besejret med 2-1 på Haderslev Atletikstadion.
Lørdag møder vi 3F Superliga-holdet, der også kommer med en enkelt træningskamp i benene. Onsdag tabte Silkeborg IF med 1-2 til FC København i en træningskamp på københavnernes anlæg.
Lørdagens træningskamp bliver spillet i Tønder, hvor BankParken lægger græs til. Du kan købe billet til kampen via arrangørernes hjemmeside (link), men vi er blevet enige med vores samarbejdsklub FC Sydvest om, at der vil være gratis adgang til alle, der møder op i en Sønderjyske Fodbold-trøje.
For at gøre træningskampen endnu mere festlig medbringer vi 150 Select-fodbold til kampen, som vi sparker ud til publikum inden kampstart.
Efter kampen vil spillerne tage sig god tid til autografskrivning og selfies.
Vi ses lørdag klokken 13.00 i BankParken i Tønder.
Adressen er Holmevej 1D, 6270 Tønder.