Alt før BIF: Stadion uden græs, skammekrog og legendarisk afsked

Fredag drager vi østover mod Vestegnen, når Brøndby IF tager imod. En modstander som vi tager et grundigt kig på.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

En sjælden nullert.

Det blev udfaldet, da vi senest gæstede Brøndby Stadion den 23. februar. Det føles som kort tid siden, og det er det reelt set også.

Dengang leverede vi en rigtig stærk indsats trods den målløse remis, og fredag glæder vi os til atter at sætte kursen de 249 kilometer fra Sydbank Park til Brøndby Stadion.

1.926 minutter ude i kulden

Brøndby IF må til kampen mod os undvære en af deres centrale spillere.

Marko Divkovic har spillet 24 kampe i denne sæson – deraf de 1.926 minutter, og det er faktisk næstflest af alle i Brøndby-bagkæden.

Det bliver dog ikke til nummer 25 mod os, for Divkovic har karantæne.

Senest mod FCM måtte de blå/gule undvære Frederik Alves med en skade, mens også Filip Bundgaard var ude. Rasmus Lauritsen missede også opgøret med skadesproblemer.

Tre af de skæve

Tvungen romance?
Det kan være sjovt at være til fest hos naboen, og det var også sådan, Brøndby IF startede. I 1964 kom klubben til verden på fødestuen, efter at Brøndbyvester og Brøndbyøster havde hygget sig og fundet sammen. Eller havde de?

For ægteskabet var ikke helt uden problemer. Brøndbyvester-fansene mente, at man gav køb på en særlig lokal identitet, der var bygget op igennem årtier.

Fusionen gav dog mening, også fordi Kommunalbestyrelsen meldte, at kun en samlet klub ville kunne få det stadion, man drømte om.

Hvor faen er græsset henne?
Da Brøndby IF skulle have et decideret stadion, var det ikke uden problemer tilbage i 1965.

Da opvisningsbanen endelig kunne tages i brug i sensommeren 1965, var der problemer med at få græsset til at gro, og græs og fodbold hænger jo nu en gang sammen.

Derfor blev den officielle indvielse først 31. juli året efter.

Smuk som et stjeeeerneskud og stjerner på Vestegnen
I år 2000 vandt Brødrene Olsen Eurovision, og mens tonerne gjaldede ud af alle danske højttalere, var der store drømme i Brøndby.

Man satsede nordisk og stort og hentede Åge Hareide ind som træner.

Samtidig kom store profiler som Magnus Svensson, Mattias Jonsson, Roger Helland og Krister Nordin ind. Det var en ret vild udvikling på det tidspunkt.

Hold øje med deres

Et flot CV er ikke altid et udtryk for kvalitet.

Men Ben Godfrey har begge dele, og det var imponerende, at Brøndby IF kunne tiltrække ham til dansk fodbold.

En forsvarsspiller der har spillet et hav af kampe i Premier League for klubber som Norwich, Everton og Ipswich.

Han har også spillet på det engelske landshold, hvor det er blevet til to kampe.

Og selvom de fleste forbinder ham med England, har han faktisk også spillet Serie A med Atalanta.

Godt nok kun en kamp – men det tæller det hele, og så har han været noget af en klippe i forsvaret på Vestegnen i en tid, hvor det har kørt bedre for defensiven end offensiven.

Tre gode minder fra Vestegnen

16.501 tilskuere så os score fire kasser på Brøndby Stadion den 16. september 2018.

Brøndby var endda foran 2-1 et godt stykke inde i kampen, men vi vandt fuldt fortjent på en stor dag, hvor Marcel Rømer, Johan Absalonsen, Mart Lieder og Stefan Gartenmann scorede vores mål.

Drenge for pokker, en fodboldkamp er 90 minutter!

Mon ikke det var nogenlunde sådan, Brøndby-træner Auri Skarbalius teamtalk lød efter kampen den augustdag.

Det lignede 0-0, men i sidste moment snød Lasse Vibe Brøndby-keeper Michael Tørnæs og kunne trille bolden i mål!

Vores første sejr på Brøndby Stadion, hvor Peter Sand og Simon A. Pedersen scorede målene.

Og så var det kampen, hvor en af de største legender overhovedet takkede af.

Den 50-årige dommer Kim Milton passede fløjten for sidste gang.

Tre af de nørdede

Olti Hyseni har spillet 1.140 ud af 2.340 minutter i denne sæson. Alligevel er han den af vores spillere, der har driblet klart flest gange. 22 gange flere end nummer to.

Vi er ubesejrede i vores seneste tre 3F Superliga-kampe mod Brøndby IF.

Brøndby IF har ikke scoret i deres seneste to kampe mod os.

Selvom det ikke kommer til at ske fredag, trænger Brøndby IF snart til at vinde en fodboldkamp. Siden landskamppausen i november sidste år er Brøndby sammen med Metz det eneste hold i de 15 største europæiske ligaer, der ikke har vundet. Men de må altså lige vente lidt endnu.

Vi ses på en sjov udebane

Du har nok siddet og set Brøndby IF spille i fjernsynet og tænkt. “Hey, det er da en fed stemning, de har sig derude på Vestegnen.”

Og ja, det er fedt at være på besøg på Brøndby Stadion, og det er nu en gang federe at opleve det live end på TV.

Fredag aften opfordrer vi alle lyseblå til at tage turen til Brøndby – Så kan du jo fejre tre dejlige pinde i baren bagefter.

Du kan læse mere om forholdene for udebanefans på Brøndby Stadion lige her.

Og så lige det sidste før du går

Brøndby IF – Sønderjyske Fodbold

Dato: 17. april klokken 19.00

Græsplæne: Brøndby Stadion

Retning: ØST! Selvom de råber Vestegnen hele tiden

Dommer: Jakob Sundberg

Vejr: Dejlig sol, og den bliver efterhånden næsten oppe, til kampen er slut.

Mål: Flere end sidste gang derovre

Tre til turens playliste:

On the Road Again – Willie Nelson
Storebæltsbroen – Guldimund
Big City, Bright Lights – The Minds of 99

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.