Orri Oskarsson udlignede i slutningen af kampen, da vi fredag aften spillede 1-1 mod Vendsyssel FF.
Det blev til et enkelt point, da vi fredag aften tog imod Vendsyssel FF på Sydbank Park.
Vores udlignende mål faldt 12 minutter før tid, men alligevel var det med en ærgerlig følelse, at vi mistede to point i topstriden i NordicBet Ligaen.
Orri Oskarsson var tæt på at give os en drømmestart efter bare to minutter, da han blev spillet fri af Emil Frederiksen, men islændingens lob gik lige forbi fjerneste stolpe.
Oskarson fik et par muligheder mere i første halvleg, og også Sefer Emini fik en fin chance, men en rimelig chancefattig halvleg endte 0-0.
Anden halvleg startede stille, men efter en lille time bragte gæsterne sig i front. En forsvarsfejl blev reddet i første omgang, men Anton Søjberg var hurtig over returen og bragte udeholdet på 1-0.
Herefter blev det mere og mere intenst, og chancerne blev større i begge ender. Med 12 minutter igen fik vi endelig udlignet, da brandvarme Orri Oskarsson udnyttede Søren Andreasens gode forarbejde.
Vi var tæt på at tage sejren med fem minutter tilbage af kampen, da Oskarsson igen var igennem, men hans afslutning gik snert forbi mål.
Det blev desværre ikke til mere end det ene point, og vi har stadig seks point op til oprykningspladserne.
Vores næste kamp er på udebane i Helsingør næste fredag. Derefter venter en hjemmekamp mod Hvidovre IF lørdag den 29. april.
Tak for opbakningen på Sydbank Park fredag aften.