Vi var foran ved pausen i pokalkampen mod FC København onsdag aften, men vi blev desværre dukket af et meget sent mål fra gæsterne, der vandt med 2-1.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Der var masser af tilskuere og masser af intensitet, da vi onsdag aften jagtede et nyt pokaleventyr mod FC København. Vi fightede for sagen med alt vi havde, men desværre blev vi dukket sent.
Vi åbnede kampen rigtig fint med gode sekvenser på bolden, mens FCK også åbnede aggressivt. Efter seks minutters spil blev bolden spillet flot ud til Mads Agger i højresiden, der trak ind i banen og kanonerede bolden mod mål. Desværre stod Nathan Trott dog i vejen med en god redning, hvor han måtte ud i fuld længde. I den anden ende havde Elias Achouri et godt forsøg for gæsterne kort efter, men Jakob Busk reddede på flotteste vis.
Med 17 minutter spillet på stadionuret gik Sydbank Park amok. FCK-forsvaret clearede en bold ud til Rasmus Vinderslev, der klappede til bolden, mens den stadig var i luften. Bolden gik i en smuk bue mod kassen, og Nathan Trott kastede sig med alt han havde. Bolden dykkede dog i det perfekte øjeblik og gik i kassen. Fuldstændig vanvittig kasse i Vinderslevs kamp nummer 180, og tilskuerne troede nærmest ikke det vidundermissil, de netop havde overværet. 1-0!
Scoringen fik FCK frem, men vi stod godt imod. Magnus Matsson krøllede et frispark over fra kanten af feltet, mens Jakob Busk på ny diskede op med en stor redning, da Elias Achouri kom højest til et indlæg, som han headede mod kassen. Vi var også fortsat farlige på omstillinger, og fem minutter før pausen fik vi frispark i en gunstig position. Den endte desværre i muren, men der blev ikke pillet ved 1-0 føringen før pausen. En hårdtkæmpet og fremragende en af slagsen.
Vi var tæt på at få en perfekt start på anden halvleg, da Mads Agger tryllede i venstresiden og strøg mod baglinjen. Desværre blev hans indlæg akkurat clearet. I sekvensen efter fik vi hjørnespark, som led samme skæbne. I den anden ende fik FCK også et farligt hjørnespark, som Jakob Busk pillede tæt under mål.
Jakob Busk måtte i aktion igen ti minutter inde i anden halvleg. FCK opsnappede bolden højt, og den blev spillet fri til en helt fri Mohamed Elyounoussi. Busk reddede dog på smukkeste vis. Med 25 minutter igen bragte gæsterne sig på omgangshøjde. Elyounoussi slap fri ved baglinjen og lagde den ind over. Den ramte Soulas og gik i mål i en situation, hvor han ikke havde en chance for at reagere. 1-1.
6.501 tilskuere kunne se FCK trykke gevaldigt på hen mod slutfasen. Med ti minutter igen fik indskiftede Robert en god mulighed fra distancen, men han sendte den lige forbi det korte hjørne. Selvsamme Robert fik en gylden mulighed kort efter, men fra en fri position overplacerede han, da der var bud efter det lange hjørne.
Målet til FCK kom i det første af seks tillægsminutter. En løs bold dumpede ned til Victor Claesson, der sendte den i kassen til 2-1 for FCK. En hård skæbne efter hård, hård fight. Mere blev der ikke scoret i opgøret trods en stor chance i sidste minut, hvor Trott reddede FCK, og dermed slutter Oddset Pokalen-eventyret for denne gang.
Vi har mulighed for at rejse os allerede på lørdag, når Randers FC venter på Sydbank Park i Superligaen. Du kan sikre dig billet på:
https://shop.soenderjyskefodbold.dk/billetsalg