Vi førte 3-0 mod AaB i opstartens sidste træningskamp, men måtte nøjes med 3-3 efter en 120 minutter lang og iskold forestilling på kunstgræsbanen i Haderslev.
Om præcis ni dage bliver det alvor, når vi møder FC Nordsjælland i forårspremieren i 3F Superligaen.
Den kamp bliver spillet på Right to Dream Park, men også på kunstgræsbanen i Haderslev var der mange drømme – for denne skribents vedkommende kredsede de primært om et morfartæppe, en lun brændeovn og skoldhed kaffe.
For det var pivkoldt, da vi fredag eftermiddag tog imod AaB i opstartens sidste træningskamp. Termometret viste ganske vist tilforladelige nul grader, men med en strid sidevind føltes det som minus 12.
På banen gjorde vores Superligahold ellers sit til, at vi kunne holde os varme, og særligt i de første 70 af de 120 minutter var der mange gode momenter at lune sig på.
Tre halvlege var fordelt på 45, 30 og 45 minutter, og i den første halvleg sad vi på det meste. Derfor var det også helt fortjent, at Alexander Lyng bragte os foran 1-0 kort før pausen med et velplaceret langskud, der gik ind ved fjerneste stang.
Kort efter var Lyng tæt på at øge til 2-0 på et fantastisk skruet langskud, men bolden tog trekantssammenføjningen.
2-0-føringen kom i stedet i starten af anden halvleg, hvor Simon Wæver stod for det gode forarbejde, inden Matthew Hoppe fejrede sin kontraktforlængelse med et mål efter en klinisk afslutning.
Efter 70 minutter kom Alexander Lyng på tavlen igen på et mål, der lignede det første, han lavede. Igen var det et skud fra kanten af feltet, der fandt vejen ind ved fjerneste stang.
I sådan en maratonkamp havde AaB 50 minutter til at komme tilbage i kampen – og den mulighed tog de. Kort efter vores 3-0-mål reducerede de tæt under mål ved Kelvin John. Efter 85 minutter scorede de igen på en flot helflugter fra Christian Tcacenco. Og da uret havde passeret 100 minutter, fik de ren foræring, da Frederik Børsting kunne sætte bolden ind i et tomt mål.
I slutfasen havde vi mulighed for at score et fjerde mål, men det blev lige ved og næsten for Olti Hyseni og Anders Hoeg, men omvendt var vi også heldige med, at Nicklas Helenius ikke udnyttede de store chancer, han kom frem til.
Dermed endte det 3-3 efter en meget lang og endnu koldere træningskamp.
Næste søndag går det løs på Right to Dream Park, hvor vi ikke drømmer om varmere temperaturer, men en god start på Superliga-foråret.





