Vores talenter har igen været i aktion. Denne gang mod AaB i egen hule, og her var der en masse at glæde sig over. Særligt for U19, der topper tabellen.
Vores talenter har vist rigtig gode takter i denne sæson, hvor det er blevet til masser af sejre og stærke præstationer.
Et skulderklap til det store arbejde, der hver dag bliver gjort på akademiet, og igen i weekenden var der gode ting at glæde sig over.
Hattrick i stort comeback!
I U19 Ligaen var der dømt topkamp, da AaB var på besøg. Begge hold har fået en flyvende start på sæsonen, og kampens vinder ville ligge nummer et i tabellen efter ti runder. Og de tre point fightede vi i land.
Det startede ellers noget nervøst, og AaB tog en hurtig føring. Vi kæmpede os dog godt tilbage, og efter 21 minutters spil kunne Omran Khatar juble over sin scoring til 1-1.
Herfra var det lige, men op mod pausen blev vi ramt af en våd klud i ansigtet, da AaB bragte sig på 2-1.
I anden halvleg var billedet helt anderledes. Vi kom flyvende ud og spillede med stort overskud, og vi lykkedes med at trykke de nordjyske gæster tilbage.
Der kom for alvor tro på mere med tyve minutter igen, da Omran Khatar udlignede, og bare fem minutter senere fuldendte han sit flotte hattrick.
3-2-sejren blev fightet hjem i den intense topkamp, hvor drengene virkelig viste, at de er lavet af noget ganske særligt.
Næste kamp i U19 Ligaen er på udebane mod Lyngby Boldklub. Der er kampstart klokken 13.00 i den kongeblå del af hovedstadsområdet.
Utur trods stærke takter
I U17 Ligaen var der også besøg fra Nordjylland, og her var der tale om to meget forskellige halvlege. Vi jagtede sejren, men vi endte desværre med at tabe med 3-2.
Første halvleg var ikke den bedste fra vores side, og vi havde det svært. AaB udnyttede det og fik scoret to gange, og med 2-0 på tavlen var det noget af et bjerg, der skulle bestiges i anden halvleg.
Det var drengene dog ligeglade med, for der blev i den grad taget fat efter pausen.
Alfred Dirksen kom ind og lavede to flotte assists, som Magnus Pedersen kunne omsætte, og så var det 2-2!
I slutfasen gik vi efter sejren og pressede også på, men skæbnen blev hård. I sidste minut fangede AaB os på en omstilling, og så vandt gæsterne duellen med 3-2.
Den 6. november går vi efter at svare stærkt tilbage, når Esbjerg fB gæster Haderslev. Kampen spilles klokken 14.00 på Stadionvej.
Modenhed og fuld fart frem!
I U15 Ligaen kom der tre skønne point på kontoen, da vi hentede en flot og meget fortjent sejr over AaB. Det med cifrene 3-2.
Den første halve time spillede vi sprudlende, og vi pressede AaB’erne i bund. Vi fik scoret to gange ved Mordecai Machozi, men man ærgrede sig næsten over, at vi ikke fik puttet bolden i nettet flere gange.
Frem mod pausen mistede vi grebet en smule, og AaB fik reduceret fra pletten. Det slog dog ikke drengene ud.
I anden halvleg spillede vi nemlig modent, klogt og flot, og det resulterede i en god scoring fra Marshall Shilling.
Vi holdt samtidig AaB fra de store chancer, og det var først lige inden sidste fløjt, at de fik pyntet på resultatet til 3-2. Tre skønne point i vores retning.
Vi jagter tre mere til kontoen, når vi den 6. november tager imod Esbjerg fB på hjemmebane. Der er kampstart klokken 14.00 på Stadionvej.





