U19-drengene leverede flot i Portugal

To nederlag på turneringens sidste dag ændrede ikke på, at Akademiets U19-talenter spillede en flot Algarve Cup. 

Efter fire kampe som ubesejret i den indledende pulje skulle U19-drengene søndag møde australske Sydney og portugisiske Braga. Her blev det til to nederlag, selvom holdet i den grad havde chancer nok til at vinde over australierne. Det beretter cheftræner Karsten Andersen. 

– Søndagens første kamp var mod Sydney, og der tabte vi 1-0 på et selvmål. Vi vadede ellers i chancer og var klart bedst. Det var spil til et mål, men vi kunne bare ikke få den over stregen. Omvendt scorede de desværre på en af de få gange, hvor de var i nærheden af vores mål. Efterfølgende spillede vi mod Braga, og den kamp tabte vi 3-0. Her må vi nok erkende, at tanken var ved at være tom. 

Samlet set vurderer cheftræneren, at Algarve Cup var en yderst positiv turnering for U19-holdet. 

– Det var både en rigtig god og en rigtig opløftende turnering. Det er enormt vigtigt for drengenes udvikling at blive matchet internationalt mod nogle andre modstandere og en anden dommerlinje. Betingelserne var på mange måder anderledes end i Danmark, men vi formåede at holde fokus. 

– Vi spillede uafgjort mod både Benfica og Porto i den indledende pulje, og det var dem, som endte i finalen. De resultater taler for sig selv, men generelt leverede vi virkelig nogle stærke præstationer, som vi kan tage med os videre. Vi var derudover meget tæt på at komme med i finalerunden, så det vidner om holdets præstation mod de meget stærke modstandere. Opsummerende var det en fed turnering, hvor drengene i den grad har lært noget. 

Efter den gode præstation ved Algarve Cup rejste holdet hjem mandag, og holdet kan nu igen rette fokus på U19-ligaen. 

Her spiller holdet igen d 3. december, hvor Lyngby venter på udebane. Netop Lyngby skulle U17 og U15-holdet have mødt Lyngby i lørdags, men kampen blev udsat efter Storebæltsbroen var lukket i flere timer. U17 og U15 spiller næste kamp på lørdag, hvor Vejle venter på udebane. 

Af: Magnus Winterskov Møller

Del denne nyhed:

Seneste nyheder