U15 henter point i Vejle

Akademiets U15-talenter var tæt på sejren, men spillede 2-2 mod Vejle Boldklub, da holdene i lørdags mødte hinanden i Vejle. U17-drengene tabte 3-0 til samme modstander. 

U17 kæmpede godt trods undertal

U17-holdet tabte 3-0, da holdet lørdag mødte Vejle på udebane. Efter kampen fortæller Michael Meyhoff om et opgør, hvor et tidligt rødt kort kom til at kendetegne opgøret. 

– Vi fik en fin start på kampen, som var meget lige i indledningen, inden Vejle scorede lidt ud af ingenting til 1-0. Derefter udbyggede de deres føring til 2-0, da vi lavede et uheldigt selvmål. Som om det ikke var nok, så fik vi kort tid efter et rødt kort, og der ventede derfor en time i undertal, hvor vi i forvejen var nede med 2-0. 

Trods den store modgang formåede holdet at steppe op, da spillerne leverede en stor arbejdsindsats med kun 10 spillere på banen. 

– Derfra kan jeg kun være glad og stolt over, hvordan drengene viste en stærk karakter sammen og arbejdede stenhårdt for hinanden. Vi kom med en enorm energi og power i vores udtryk, og i perioder var det ikke til at se, at vi var i undertal. Vi havde en virkelig stærk defensiv organisation og blev farlige på vores omstillinger. Vi manglede at få scoret i vores gode periode for at få få åbnet kampen helt op igen, og i stedet blev det Vejle, som udnyttede en fejl fra vores side til at lukke kampen helt til 3-0. Vejle var effektive og fysisk stærke, og vi kan ikke tage noget fra deres sejr, som var fortjent. Men kan vi levere samme indsats fremover, lover det godt for de kommende kampe.

U17-drengene har derudover også spillet en pokalkamp mod Kolding IF, hvor det desværre blev til et nederlag på 4-2. I forbindelse med den kamp udtaler Michael Meyhoff, at der var tale om en fortjent sejr til Kolding. 

– Vi spillede en typisk pokalkamp, hvor Kolding var topmotiveret for at slå os på masser af fight og power i duelspillet. Vi lykkedes i perioder godt på bolden, men havde svært ved at spille chancerne store nok, samtidig med Kolding hele tiden var klar til at slå kontra. I første halvleg løste vi det fint, men i anden halvleg havde vi svært ved at lykkedes med at få kontrollen i kampen på bolden. Kolding fik kampen for meget over på deres præmisser med duelspil og powerfodbold, som vi desværre ikke fik matchet – derfor vandt de også kampen fortjent. 

Vejle – Sønderjyske/HFK 3-0 (2-0) 

Startopstilling: Benjamin Rasmussen, Lasse Riggelsen, Marcus Nukulkit Hansen, Refik Avdic, Mads Bo Ottesen, Frederik Nygaard Jürgensen, Elias Hjort-Pedersen, Dereje Jensen, Jakob Lagoni Thorsen, Villads Klindt Sørensen, Sebastian Larsen. 

Bænken: Jeppe Klemann, William Nyborg, Jacob Hamborg, Olti Hyseni, Asghar Ibrahimi. 

Kolding IF – Sønderjyske/HFK 4-2 (2-2) 

1-1, Refik Avdic – 2-2, Marcus Nukulkit Hansen. 

Holdopstilling: William Nyborg, Lasse Riggelsen, Marcus Nukulkit Hansen, Refik Avdic, Mads Bo Ottesen, Sultan Azar Ebrat, Frederik Nygaard Jürgensen, Elias Hjort-Pedersen, Dereje Jensen, Jakob Lagoni Thorsen, Asghar Ibrahimi, Villads Klindt Sørensen, Sebastian Larsen, Mohamed Yahya. 

U15 VAR TÆT PÅ TRE POINT

Lørdag spillede U15-drengene 2-2 mod Vejle på udebane. U15-holdet var ellers meget tæt på at hente sejren, men en sen scoring af hjemmeholdet forhindrede, at talenterne kunne tage tre point med hjem. 

Efter kampen var trænerduoen Kresten Ipsen og Jonas Hansen glade for holdets indsats. 

– På rigtig mange parametre var vi meget tilfredse med kampen, og det udtryk som vi havde. Vi havde en god aggressivitet, og vores basis var helt på plads. Vejle startede bedst, men undervejs fik vi mere og mere fat i kampen. Vi fik skabt fint med chancer i både første og anden halvleg og særligt i de første 20 minutter. Efter pausen skabte vi mange gode muligheder og havde bl.a. to afslutninger på træværket. Vi kom foran 2-1 kort før tid, inden Vejle udlignede inde i overtiden. 

Trods den sene udligning fra Vejle, så havde trænerduoen fokus på, at holdet er på rette vej grundet det daglige arbejde. 

– Drengene havde virkelig fortjent den forløsende sejr ud fra spillet og chancerne, men vi gik fortsat fra kampen med en tro på, at det vi arbejder med i dagligdagen er de rigtige elementer, og at pointene nok skal komme.

Vejle – Sønderjyske/HFK 2-2 (1-1) 

1-1, Sultan Azar Ebrat – 1-2, Andreas Holm.

Startopstilling: Noah Q.P. Nguyen, Gustav Sejrup, Sultan Azar Ebrat, Andreas Holm, Victor Grønhøj Nissen, Nicolai Derlich Biel, William Thomsen, Mohamed Yahya, Nicklas Bergmann Schmidt, Simon Thaysen Nissen, Linus Ben Würtz Thieler. 

Bænken: Tobias Meilandt Jacobsen, Mathias Duborg, Malthe Vigen. 

U19-holdet skal i aktion igen d. 3. december, hvor holdet møder Lyngby på udebane. U17 spiller næste ligakamp på lørdag, hvor Randers Freja FC venter, mens U15 allerede skal i aktion onsdag, når modstanderen er Esbjerg fB på udebane.  

Af: Magnus Winterskov Møller

Del denne nyhed:

Seneste nyheder