Der venter fire træningskampe som optakt til 2026/27-sæsonen i 3F Superligaen – blandt andet to internationale kampe og et særligt gensyn med sønderjyden Peter Christiansen.
Der venter stærk sparring som springbræt til 3F Superliga-sæsonen.
Som optakt til 2026/27-sæsonen venter der fire gode træningskampe mod stærke modstandere – heriblandt to spændende, internationale kampe.
Spillerne er retur den 18. juni, og sommerens første træningskamp spilles fredag den 26. juni i Randers, hvor vores 3F Superliga-kollegaer fra Randers FC tager imod i det kronjyske.
Herefter venter der spændende gæster, når Peter Christiansens Viking FK kommer til kamp på Haderslev Atletikstadion fredag den 3. juli. Det norske mesterhold skal som en del af deres Champions League-forberedelse forbi Sønderjylland, og vi ser frem til stærk international modstand og ikke mindst et gensyn med vores tidligere topscorer, der nåede 143 kampe i den lyseblå trøje inden sit skifte til Viking FK i 2024.
Der er endnu en international modstander på menuen fredag den 10. juli, når vi kører to timer mod syd for at møde 2. Bundesligaholdet Holstein Kiel.
Vi slutter forberedelserne af på hjemmebane, når vi fredag den 17. juli tager imod Kolding IF fra 1. division.
Vi orienterer senere om de eksakte spillesteder og tidspunkter.
Søndag den 26. juli bliver det alvor, når vi spiller den første kamp i 2026/27-sæsonen i 3F Superligaen, hvor vi starter hjemme på AL Sydbank Park med en kamp mod FC Midtjylland.
Bliv klar til sæsonen med et sæsonkort – læs mere her.






