Talentnyt: Stærk sejr i U15 Ligaen

I weekenden var Lyngby på besøg i Haderslev, og det kastede en flot sejr af sig i U15 Ligaen.

Mens vores 3F Superliga-hold havde sjællandsk besøg i weekenden, var det samme tilfældet for talenterne.

Her var det dog ikke Brøndby men derimod Lyngby, vi krydsede klinger med.

U19
I U19 Ligaen havde vi besøg af Lyngby Boldklub, og det lignede længe, at kampen ville give godt udbytte. Desværre blev vi dukket i slutfasen.

Første halvleg blev en ujævn affære fra begge hold, og vi havde svært ved for alvor at få fat. Lyngby-spillerne kunne gå til pausen foran med 1-0.

Vi kom bragende ud til anden halvleg, og med scoringer fra Sebastian Larsen og Elias Hjort-Pedersen kom vi foran.

Vi havde chancer til mere, men i slutfasen dukkede gæsterne os med to scoringer og tog alle tre point.

Næste opgave i U19 Ligaen venter lørdag den 2. maj klokken 13.00 på udebane mod FC Midtjylland på EDC Arena i Ikast.

U17
I U17 Ligaen blev det heller ikke til gevinst mod gæsterne fra Sjælland, da Lyngby tog en 2-0-sejr med hjem.

Kampen blev præget af kraftig vind, men i første halvleg fik vi skabt flere gode chancer. Lyngby scorede dog på en dødbold og var foran ved pausen.

I anden halvleg lykkedes vi desværre ikke med at lægge udeholdet under pres, og når vi var farlige, var det lige ved og næsten. I stedet lukkede Lyngby kampen til 2-0.

Næste opgave venter på udebane mod FC Midtjylland lørdag den 2. maj klokken 15.15.

U15
I U15 Ligaen blev det til en herlig sejr, hvor drengene kæmpede flot og vandt med 2-1.

Vi fik en drømmestart på kampen, og allerede efter ti minutter var vi foran med 2-0. Vores træffere blev sat ind af Magnus Pedersen og Sebastian Gormsen.

Vi havde chancer til mere, men det forblev 2-0 ved pausen.

I anden halvleg scorede Lyngby tidligt, men drengene lod sig ikke slå ud. Vi fightede fornemt, og det lykkedes at holde gæsterne væk og sikre en stærk 2-1-sejr.

Næste opgave er lørdag den 9. maj på udebane mod Esbjerg fB. Der er kampstart 12.00.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.