Brøndby Stadion og kunstgræsbanerne på vores egen stadionvej.
Det var de respektive menuer for vores talenter i den seneste weekend, hvor U19 stod overfor Brøndby IF, mens U15 havde besøg af AGF.
Og det blev en stor runde for vores lyseblå drenge.
Herlig sejr og målfest
En helt igennem fed sejr! Sådan havde både spillere og trænere det helt sikkert, da vi gæstede Brøndby Stadion i U19 Ligaen. Her blev det nemlig til en flot sejr på 4-2.
Vi kom fremragende ud, og allerede efter 12 minutter bragte Enis Zeqiri os i spidsen. Det blev endnu bedre otte minutter senere, da Elias Hjort-Pedersen øgede til 2-0.
Herfra faldt intensiteten en smule, og det udnyttede værterne med to hurtige scoringer omkring den halve time. Det slog os dog på ingen måde ud.
Kort før pausen var Enis Zeqiri på spil igen, og så var vi foran med 3-2 ved pausen.
I anden halvleg stod den på forsvarsspil det meste af tiden, og drengene kæmpede heroisk. De holdt Brøndby fra fadet, og der blev endda lynet en gang mere i den anden ende.
I slutfasen sikrede Elias Warming Petersen os nemlig sejren på 4-2!
Tre gode point på kontoen, der giver yderligere selvtillid frem mod næste kamp. Den venter lørdag den 5. september, hvor vi møder AC Horsens på udebane med kampstart 13.00.
Et ekstra point fra pletten
I U15 Ligaen blev der også leveret en herrefight af rang, da vi spillede uafgjort mod AGF. Det blev endda til et ekstra point til kontoen, da vi vandt den efterfølgende straffesparkskonkurrence med 4-3.
I første halvleg spillede vi i perioder rigtig flot fodbold, og når der skulle forsvares, blev det gjort med næb og kløer. Derfor var det også helt lige, 0-0 ved pausen.
Billedet fortsatte i anden halvleg, hvor vi stod godt imod, mens vi også kom frem til muligheder. Begge hold tog et point med 0-0 efter fuldtid, men vi ville mere.
Fra de 11 meter scorede vi fire gange mod AGF’s tre fuldtræffere, og dermed kunne vi glæde os over to velfortjente point.
Næste opgave i U15 Ligaen venter i Horsens lørdag den 5. september klokken 13.00.
U17, som stod over i den seneste weekend, skal også til Horsens den 5. september. Der er kampstart for dem 15.45.





